Nyhed

Michael Jacksons ejendele sat på auktion

Over 2000 af popkongens private ejendele sælges nu til højstbydende

Jacksons verdensberømte sorte filthat og guldpladen til Thriller-albummet er blandt de personlige ejendele, der i næste måned bortauktioneres af Guernseys Auction House.

Samlingen inkluderer over 2000 af Jackson-familiens effekter, deriblandt håndskrevne tekster, og Michaels solbriller og mikrofon. Auktionen finder sted på Hard Rock Hotel and Casino i Las Vegas d. 30.-31. maj.

Den imponerende samling af memorabilia er del af en samling på i alt 10.000 af Jackson-familiens ejendele, der blev beslaglagt og senere solgt til Universal Express i forbindelse med Jacksons konkurs.


Jackson selv – der i øjeblikket er bosiddende i Las Vegas og måske planlægger et comeback – er efter sigende meget utilfreds med auktionen, og vil forsøge at forhindre dens gennemførsel via retssystemet.

Aktionen vil ud over den fysiske begivenhed i Las Vegas også forløbe live over eBay, så alle fans får en mulighed for at byde ind. Guernseys har ikke prissat samlingen, men mon ikke visse ejendele nok skal runde et pænt beløb.

ANNONCE