Nyhed

Musikvideo: Klaus Riskær er klar til valget

Fransk Dolkeparti er ude med en ny musikvideo med finansmanden i hovedrollen

Der er kun to dage til, at tre ugers valgkamp afsluttes, når de danske vælgere går til stemmeurnerne på torsdag. Nu er satirikerne bag popgruppen Fransk Dolkeparti tilbage med en ny musikvideo, og denne gang er det den kendte finansmand Klaus Riskær Pedersen, der har fået en hovedrolle i musikvideoen. I forbindelse med offentliggørelsen af videoen har gruppen også været ude med en pressemmedelelse under titlen "Klaus Riskær stiller alligvel op!", hvor de blandt andet skriver: 

"Klaus har noget på hjerte og er træt af mudder-kastning, valgflæsk og snobbede politikere. Derfor har han fundet en vej til indflydelse udenom det normale, tunge politiske system. Han har indset, at den sande magt ligger i popkulturen og vælger nu at gå musikkens vej for at få holdninger og standpunkter ud til så mange som muligt."  

For ikke at efterlade læserne i tvivl, har GAFFA haft finansmanden i røret for at få afklaret et par spørgsmål omkring hans nye politiske samarbejde:


Hej Klaus. Kan du fortælle lidt om dit samarbejde med Fransk Dolkeparti?  

"Nu er jeg jo bare medvirkende i musikvideoen, så jeg kan ikke tale for Fransk Dolkepartis vegne. Men der er tale om en happening, der søger at samle folket på tværs af de politiske ideologier, der søger at gøre op med det politiske aristokrati i Christiansborg. Vi er altså det upolitisk politiske, der vil af med det politisk upolitiske."

Så du stiller ikke op til Folketinget?


"Nej, som jeg lige har sagt, så ønsker vi igennem en tværpolitisk folkebevægelse at ændre den politiske dagsorden, uden for borgen, og uden nogen form for gage. Ligesom vi har set det med kvindefrigørelsen og atombevægelsen. Vi vil altså ændre landet igennem kulturen frem for igennem topstyret politik."    

Fransk Dolkeparti er kendte for deres politiske satire, og lavede i forbindelse med sidste folketingsvalg i 2011 en musikvideo med Sidney Lee, ligesom de også har indtaget et jobcenter i 2012.   

Se "Åååh Riskær" lige her:

ANNONCE