Koncerten måtte afbrydes efter voldsomt publikumsfremmøde
Torsdag aften gav Kim Larsen & Kjukken koncert på Smukfests næststørste scene, Rytmescenen, mens MØ spillede på hovedscenen, Bøgescenerne. Selvom MØ-koncerten var godt besøgt, var der dog også et stort publikumspres på Kim Larsen-koncerten, der var et massivt tilløbsstykke. Faktisk måtte koncerten efter en halv time afbrydes i fem minutter, og en nødudgang blev åbnet, som vagterne ledte en del af publikum ud gennem for at mindske antallet af mennesker på pladsen, mens adgangen til pladsen samtidig blev spærret af vagter.
"Vores sikkerhedspersonale greb ind, fordi de vurderede, at der var for mange mennesker. Så vi stoppede koncerten kortvarigt og stoppede for tilstrømningen af folk," forklarer Smukfests talsmand Poul Martin Bonde til BT og fortsætter:
"Kim Larsen er stadig ekstremt populær. Det vidste vi godt, men der er i hvert fald flere, der ville se ham, end der var plads til på Rytmescenen. Vi skal altid gennemtænke, hvordan programmet og afviklingen har været. Måske kunne vi have gjort det anderledes. Men det vigtigste er, at sikkerheden fungerer, og at der bliver grebet ind, hvis der er for mange mennesker."
Så vidt vides kom ingen til skade under koncerten, der fortsatte efter cirka fem minutter.