Nyhed

Keith Richards: Rap er for tonedøve mennesker

Rolling Stones-guitaristen tager bladet fra munden i nyt interview

"Alt, de (rapfans, red.) behøver er et trommebeat og nogen, der råber hen over det, og så er de glade", udtaler Rolling Stones-guitaristen Keith Richards i et nyt interview med New York Daily News.

Guitaristen har kritiske ord til overs for mange, men flest over for rap-genren: "Rap – så mange ord, så lidt der bliver sagt", siger han og fortsætter: "Det imponerende, rap gjorde var at vise, at der findes mange tonedøve mennesker. Alt, de behøver er et trommebeat og nogen, der råber hen over det, og så er de glade. Der er et enormt marked for mennesker, der ikke kan adskille en tone fra en anden".

Dette er ikke første gang, Keith Richards langer ud efter rapgenren. I 2007 sagde han til Rolling Stone, at "hip-hop efterlader mig kold. Men der er nogle mennesker derude, der synes, at det er meningen med livet… Jeg vil ikke råbes ad; eg vil synges til. Jeg har aldrig rigtig forstået, hvorfor nogen ville have en gangster fra L.A. til at prikke sine fingre i dit ansigt. Som jeg siger, det fanger mig ikke. Jeg mener, rytmerne er kedelige, de bliver alle sammen lavet på computer".


I interviewet med New York Daily News prikker han også til heavy metal-genren:" Millioner elsker Metallica og Black Sabbath. Jeg synes bare, at de var fantastiske jokes". Også Beatles' legendariske koncert fra Shea Stadium i 1965 får et par ord med på vejen: "Som band var de ikke i sync med hinanden". Richards forblev dog fan, men "da de besøgte Maharishi-guruen i 1967, gav jeg op." Ydermere kalder han The Beatles' lp "Sgt. Pepper's Lonely Heart Club Band" for en gang "skrammel".

Keith Richards er aktuel med lp'en "Crosseyed Heart", der udkommer 18. september.

ANNONCE