Første single fra Aakjærs kommende album er en kærlig politisk opsang
Hele fem år har vi måttet vente på nyt fra den musikalske storyteller Annika Aakjær. Nu lover hun nyt album på vej, og den første single derfra, "Plads Nok", suppleres af en musikvideo, der er mere aktuel end nogensinde.
Videoen består af hjemmevideoer indsendt af fans og viser alt, hvad Danmark er og står for, formidlet og formildet af ordene "der er plads nok i det her land, vi behøver faktisk ikke træde på hinanden".
Men selvom sangen i høj grad leder tankerne hen på blandt andet de seneste ugers fokus på flygtningekrisen, så er sangen kommet til for over et år siden under helt andre omstændigheder, fortæller sangerinden.
"Jeg blev sidste år spurgt, om jeg ville optræde til et meget fint og fornemt 1864-arrangement i Sønderborg, hovedsagligt med politikere og royale blandt publikum. Arrangementet satte fokus på det Danmark, vi er blevet til efter det store nederlag for 150 år siden, og de bad mig om at skrive en sang, som kunne være et øjebliksbillede på Danmark."
"Uden helt at være klar over det, endte jeg med at gribe det an, som var det en lejlighedssang til en familiefest, hvor Danmark er den lidt for fulde onkel, der måske nok er faldet lidt af på den på det sidste, men som man alligevel holder uendeligt meget af – og som det er med lejlighedssange, så skal de først og fremmest hylde, dernæst skal de stikke lidt til de mere prekære ting, men altid i en hårfin balance, så hovedpersonen stadig kan genkende sig selv og ikke er i tvivl om den kærlighed, der ligger bag. Skål onkel Danmark!"
Det kommende album er på trapperne, men har endnu hverken titel eller udgivelsesdato. Annika Aakjær har brugt de sidste to år på det kommende album, og sammen med den svenske producer Johan Eckeborn (Jonathan Johansson) har hun fundet et nyt, mere elektronisk orienteret musikalsk udgangspunkt.
Sangen "Plads Nok" kunne i øvrigt høres, da Annika Aakjær var vært ved GAFFA-Prisen i december sidste år. GAFFA-Prisen vender tilbage 3. december i Bremen Teater.