Et svigtende billetsalg til festivalen sidste sommer tvinger arrangørerne til at trække stikket
”Efter lange og nøje overvejelser er vi nået frem til, at det desværre ikke kan lade sig gøre at afvikle Langelandsfestival 2023 økonomisk forsvarligt,” skriver festivalen via Facebook.
Sommeren 2022 var muligvis sidste gang, man kunne opleve Langelandsfestival. I hvert fald i AKP Groups regi. For under inflationen og efter en coronapandemi valgte festivalen at øge budgettet i forbindelse med deres 30-års jubilæum uden at sælge det ønskede antal billetter. Det har nu ført et stort millionunderskud med sig.
”Det har altid været en stor glæde for mig at lave Langelandsfestival, og selvom økonomien har været svingende, har jeg altid troet på konceptet. De senere års udfordringer, markedet og fremtidsudsigterne som sådan har dog udfordret mig i den tankegang,” fortæller festivaldirektør, Allan K. Pedersen, via opslaget.
LÆS OGSÅ: Festival i Horsens lukker: "En prioritering af hverdagskulturen"
”Noget af det, som jeg har holdt mest af, har været at møde gæster, crew og partnere, når jeg er gået rundt på festivalområdet. Glade mennesker, der har skabt deres egne festivaltraditioner og nydt deres ferie sammen med os. Så meget desto mere ærgrer det mig, at vi ikke fik solgt nok billetter i sommer,” afslutter han.
Sidste sommer vendte de retur efter to års coronapause med navne som Ronan Keating, Christopher, Benjamin Hav & Familien, Clara og Stine Bramsen. I 2019 var det med cirka 20.000 besøgende den største kulturbegivenhed på Sydfyn.
TEMA: Hvorfor har festivalerne pludselig svært ved at rekruttere frivillige?