Nyhed

Slaves ændrer bandnavn og annoncerer comeback

På deres sociale medier har duoen forklaret, hvorfor de har ændret navn

Siden den britiske punkrockduo, der består af Laurie Vincent og Isaac Holman, senest udgav musik i 2019 har der været stille fra dem. De har siden da arbejdet på individuelle projekter.

Nu har duoen dog annonceret, at de sammen vender tilbage til deres musikunivers – men nu under bandnavnet Soft Play. Det skriver NME.

Ændringen af bandnavnet kommer i kølvandet på både tidligere kritik og fordi de to ikke længere føler sig knyttet til navnet. Tilbage i 2015 lød kritikken af navnet på, at det var raceufølsomt, hvortil bandet forsvarede det:

”En slave er en person, som er ejet af en anden person, og som er tvunget til at arbejde gratis. På den måde er folk, der betragter dig som racist, utroligt smålige, fordi slaveri er sket mod hver enkelt trosretning, race og religion, og det er ikke et racistisk udtryk”, udtalte bandet dengang, her citeret fra NME.

I en nylig Instagram-post har duoen dog nu meddelt, at navnet Slaves er et problem, og at navnet ikke længere repræsenterer dem som mennesker og det, deres musik står for. De undskylder til alle, der må være blevet krænket af navnet.  

Artiklen fortsætter nedenfor

Med navneændringen beder duoen også deres fans om at respektere beslutningen og hverken betvivle eller diskutere det.

Slutteligt skriver de i deres Instagram post, at de er glade for at være genforenet, og at de glæder sig til at se, hvad fremtiden bringer.

Allerede nu har de påbegyndt deres musikalske comeback, da de den 3. december gæstede Bob Vylan på scenen under Vylans koncert i Electric Ballroom i London. Sammen optrådte de med Vylans ”The Delicate Nature” og Soft Plays ”One More Day Won’t Hurt” fra deres seneste album The Velvet Ditch fra 2019.

Slaves, som altså nu går under navnet Soft Play blev dannet i 2012, og de har siden da udgivet fem album. De gav koncert på Roskilde Festival i 2018.

LÆS OGSÅ: Den vrede arbejderklasses catchy sang
ANNONCE