Anden runde af navne er nu annonceret til Tønder Festival og spænder fra velkendte danskere til musikere fra den anden side af Atlanten
Tønder Festival er klar med endnu flere navne til næste års udgave af festivalen, der især har fokus på folkemusikken. Her kommer Allan Olsen med et repertoire, der strækker sig tilbage til 1989 - en karriere, som også har kastet utallige gode anmeldelser fra GAFFA af sig. Olsen kommer til at optræde solo til festivalen næste år - modsat sidste sommer, hvor han spillede en hyldestkoncert for Povl Dissing sammen med en række andre musikere.
Sierra Ferrell har været omkring både West Virginia, New Orleans, Seattle og Nashville, hvor hun slog sig ned og udviklede sin lyd, inspireret af americana, bluegrass og country. Det er en koncert, publikum kan se frem til, hvis man skal tro GAFFAs anmelder Jan Opstrup Poulsen, der gav koncerten på årets Roskilde Festival fem ud af seks stjerner.
Det næste navn trækker tråde endnu længere tilbage end Olsens repertoire. Vi skal nemlig helt tilbage til 1623, da Shakespeare udgav Macbeth. For ud af heksene i det skotske højland voksede seks sange på albummet Built On Bones af Emily Scott Robinson, Alisa Amador og Violet Bell fra USA.
Og så spiller Colorado-sangeren Emily Robinson også en solokoncert på festivalen med ep’en Narratives.
LÆS OGSÅ: INTERVIEW: Bob Dylans bassist hylder Povl Dissing i Tønder
Fra nabolandet Canada kommer The Death South med en blanding af bluegrass og folk spillet på både guitar, banjo, mandolin, cello og sunget ind med vokalen fra Nate Hilts.
De andre navne af denne omgang inkluderer The Mary Wallopers og Lisa O’Neill fra Irland, mens også Skotland er repræsenteret med Ross Ainslie, Ali Hutton og Owen Sinclair og bandet Niteworks, der blander traditionel musik og electronica. Amerikanske Leftover Salmon er sidste navn på programmet af denne omgang.
Festivalen finder sted fra den 24. august til den 27. august 2023.