Nyhed

Blæst aflyser resten af året: ”Vi har brug for mere tid til at komme os”

Bandet skulle have genoptaget deres turné i denne uge men aflyser i stedet de resterende koncerter

For en måned siden aflyste fremadstormende Blæst deres koncerter fra den 19. oktober til den 20. november. Det gjorde de efter en stressmelding i kølvandet på et travlt år med mange koncerter, en ny ep og lytterhittet til årets P3 Guld.

Nu har de fire medlemmer aflyst de resterende koncerter på turnéen, de ellers skulle have genoptaget den 24. november i Skanderborg.

LÆS OGSÅ: P3 Lytterhit-vinderne Blæst: – Vi er en del af en dygtig generation

”Vi har det bedre. Men vi har stadig brug for mere tid til at komme os. Derfor bliver vi nødt til at aflyse sidste del af vores ’Stiv Kuling’ tour. Vi er virkelig kede af at skuffe de mange mennesker, der har købt billetter og har glædet sig til de nu aflyste koncerter,” skriver de via Instagram og afslutter:

”Vi glæder os meget til at se jer igen i det nye år.”

Fans skal altså vente lidt med at høre den nye ep live, som fik fem ud af seks stjerner af GAFFA, og som indeholder lytterhittet Juice, der i øjeblikket har 6.7 millioner afspilninger på Spotify.

I forbindelse med ep'en snakkede Blæst med GAFFA om deres ”vanvittige ungdom”:

- Det har virkelig været en proces at finde hen til et sted, hvor det ikke kun er kaos. Selvom det hele er megafedt, er det også hårdt” fortalte bandet og fortsatte:

- Vores ungdomsliv er jo ændret på et splitsekund, og vi kan ikke bare lige tage ud og drikke en masse øl en weekend – for der er vi typisk ude at spille.

BLÆST-INTERVIEW: En vanvittig ungdom
ANNONCE