Nyhed

RAMMSTEIN GØR DET IGEN: Vild musikvideo til tyskernes seneste single

Adieu er femte single fra deres seneste album

Rammstein er verdensberømte for deres musikvideoer og den nyeste video - til sangen ”Adieu” - er endnu et pragteksempel på Rammsteins efterhånden enestående kunstneriske placering, når vi taler om musikvideoer.

”Adieu” er, som sangtitlen indikerer, et nummer der handler om at tage afsked. Mange Rammsteinfans fortolkede sangen som om, at bandet ville stoppe efter den netop afsluttede verdensturné i Mexico for et par uger siden og udgivelsen af albummet Zeit.

Dette afkræftede guitaristen Paul Landers dog under et meet and greet med fans i sommers. Tekst- og temamæssigt bevæger sangen sig, meget Rammstein-typisk, netop omkring afsked og døden. Till Lindemann synger:

”Adieu, Goodbye, Auf Wiedersehen - Den letzten Weg musst du alleine gehen - Ein letztes Lied, ein letzter Kuß - Kein Wunder wird geschehen - Adieu, Goodbye, Auf Wiedersehen - Die Zeit mit dir war schön - Jeder stirbt für sich allein - Ganz allein - Doch du wirst immer bei uns sein“ – som omtrent kan oversætte til:

”Adieu, Goodbye, på gensyn – Den sidste vej er du nødt til at gå alene – En sidste sang, et sidste kys – Et vidunder vil ikke ske – Adieu, goodbye, på gensyn – Tiden med dig var skøn - Enhver dør alene for sig selv – Helt alene – Du vil dog altid være hos os”.

LÆS OGSÅ: BAKSPEJLET: Tilbageblik på Rammsteins danske koncerter

Særligt den sidste linje kan tolkes som om, at bandet vil give sine lyttere en omfavnelse efter mottoet ”lige meget, hvad der sker – vi (Rammstein) vil være der for dig med vores musik, også når du går din allersidste vej”.

Videoen derimod er, også Rammstein-typisk, yderst mørk, men ikke desto mindre flot iscenesat. Videoen starter med en countdown i rummet, netop dér, hvor videoen til "Deutschland" sluttede med røde lysstråler.

Fra rummet ender vi i en varevogn, hvor Rammstein-medlemmerne gør sig klar til et bankoverfald. Bankbygningen er en yderst flot og ældre bygning, hvor den røde lysstråle ender. Bandet skyder og kæmper sig igennem modstanderne. Målet er en kæmpe underjordisk bankboks for enden af lysstrålen.

Det hele ser ud som om det er en smule inspireret af The Matrix-filmene med Keanu Reeves. I bankboksen befinder bandets klonersig i kæmpestore modningstanke, som bandet efterfølgende brænder ned, imens omkvædet kører.

Rejsen går endnu længere ned i dybet, hvor yderligere kloner er fanget og i lænker. I underverdenen er Rammstein-medlemmerne fanget i et bur, der er omgivet af zombie-lignende væsner, der prøver at slå bandet ihjel.

Samtidig flyver guitarist Richard Z. Kruspe med sin maskinpistol i himlen, iført Matrix-lignende tøj, og skyder kloner og modstandere. Til sidst går 6-mand-bandet hen mod den røde lysstråle og hopper ned mod helvede. Derefter kollapser det hele og rulleteksterne kommer. Mens rulleteksterne kører, ser vi de forskellige bandmedlemmer afgået ved døden. Adieu.   

ANNONCE