Nyhed

Elisabeth Gjerluff Nielsen er død

Sangeren, sangskriveren og forfatteren blev 65 år gammel

Sanger, sangskriver og forfatter Elisabeth Gjerluff Nielsen er død efter kort tids sygdom, 65 år gammel, skriver Ekstra Bladet.

Elisabeth Gjerluff Nielsen var født og opvokset i Skjern og var søster til blandt andre Gnags-sanger Peter A.G. Nielsen og bandets nu tidligere trommeslager Jens G. Nielsen. Hun blev uddannet i Danmarks Radio 1978-80 og indledte herefter karrieren som sanger i poprockgruppen Voxpop, der var aktive fra 1980-83, udgav tre studiealbum og et livealbum og især er kendt for hittet "Blå mandag". I 1984 gik hun solo under sit fornavn og udgav et selvbetitlet debutalbum. Hun fortsatte med at udsendte soloplader under sit fornavn og var senest aktuel med voksenalbummet Rettidig ømhed i 2017.

I 1995 udsendte hun sin første børneplade, Halfdans ABC til Halfdan Rasmussens kendte børnerim med musik af Renée Adrian, og hvor hun fik selskab af Otto Brandenburg. 


I 1999 udgav hun sin første bog, børnebogen Dr. Dingeling og har siden skrevet en række bøger for børn og to for voksne, voksenromanen Isdronningen i 2001 og senest selvbiografien Store børn, erindring om en familie i 2019 om konflikter mellem voksne søskende. 

I 1999 udsendte hun også sit første album med egne børnesange, et album med sange til hendes børnebog Dr. Dingeling, og siden har hun begået adskillige plader med børnemusik.

Elisabeth Gjerluff Nielsen skrev desuden adskillige sangtekster til andre kunstnere, og blandt hendes mest kendte kan nævnes Ray Dee Ohhs "Mandagsstævnemøde" (1989), "Brændende læber" (1989) og "Jeg vil la' lyset brænde" (1990), Søs Fengers "Holder øje med dig" (1989), Lis Sørensens "Brændt" (1993 – i øvrigt en sang, der i 1997 blev et verdenshit med Natalie Imbruglia under titlen "Torn", dog med en helt anden tekst af to amerikanere og en englænder) og Sanne Salomonsens "Den lille løgn" (1996). Elisabeth skrev også to tekster til Halberg & Friends' album Nu, der udkom i september 2022.


I 1989 var Elisabeth Gjerluff Nielsen vært i DR-musikvideoprogrammet VideoWorld med sin dengang nyfødte datter, kaldet Beastie Baby.

Elisabeth Gjerluff Nielsen efterlader sig døtrene Barbara og Rosa Gjerluff Nyholm, sidstnævnte kendt som tv-vært i DR-programmerne Lille Nørd og Rosa fra Rouladegade. Det var også Rosa, der i sin tid var Beastie Baby.

LÆS OGSÅ: STORT INTERVIEW FRA 2010: Elisabeth gennem 30 år


Hør et af Elisabeths største hits, "En sømand som dig" fra 1984:

ANNONCE