Nyhed

Melodi Grand Prix afholdt i beskyttelsesrum: Ukraine trodser krigen

Krigen skal ikke stå i vejen for populære sangkonkurrence

Militær invasion og bombeangreb rimer ikke ligefrem på Melodi Grand Prix. I Ukraine nægter man imidlertid at lade den igangværende krig stå i vejen for afviklingen af den folkekære sangdyst.

Den kommer nemlig til december til at blive afholdt på utraditionel vis i et beskyttelsesrum ved metrostationen Majdan Nezalezjnosti i Kyiv. Det skriver DR.

Til dette års Eurovision Song Contest var det den ukrainske rapgruppe Kalush Orchestra med sangen ”Stefania”, som løb af med sejren i den italienske by Torino, og den 17. december i år skal landet finde den repræsentant, som skal deltage til næste års arrangement.


Når et land vinder Eurovision Song Contest, følger retten til at være værtsland for det følgende års udgave af konkurrencen.

På trods af den igangværende krig i Ukraine har landets præsident, Volodymyr Zelenskyj, også haft store forventninger om, at landet til næste år kan være vært for den populære, tv-transmitterede sangkonkurrence.


Denne forventning bliver imidlertid ikke indfriet, for The European Broadcast Union traf tilbage i juni den beslutning, at Eurovision Song Contest anno 2023 ikke bliver afholdt i Ukraine - med henvisning til den problematiske sikkerhedssituation.

I stedet løber arrangementet af stablen i den engelske by Liverpool den 13. maj 2023.

LÆS OGSÅ: Tegn på stemmefusk ved Eurovision Song Contest: "Det er en regulær skandale"


ANNONCE