Nyhed

RAMT AF STRESS: Blæst aflyser stribevis af koncerter

Bandet Blæst har været på manges læber og scener i år. Nu trækker de stikket for en stund.

De fire medlemmer af Blæst aflyser nu alle koncerter fra den 19. oktober til den 20. november, da de er blevet ramt af stress. I morgen skulle de starte den omfattende Stiv Kuling-tour, der tager dem forbi intet mindre end 27 danske byer. Og det kommer efter en sommerturné på 34 optrædener.

”Vi er oprigtig kede af at skuffe de mange mennesker, der har købt billetter og har glædet sig til de nu aflyste koncerter. Vi er blevet anbefalet at stoppe op, puste ud og trække nyt luft ind for igen at være klar til den næste tid,” fortæller bandet via en pressemeddelelse.

De er netop aktuelle med ep’en Stiv Kuling, der fik fem ud af seks stjerner.


”Og det relativt uskyldsrene udgangspunkt flugter overordentligt godt med forsanger Fernanda Rosas rene røst, der fungerer som et solidt pejlemærke igennem hele pladen,” skrev Josephine Andersen.

Og ep’en indeholder sangen ”Juice,” der sikrede dem lytterhittet til P3 Guld, hvor de også optrådte, som du kan se her.


I øjeblikket regner bandet med at vende retur til deres vanvittige ungdom, når de spiller i Skanderborg den 24. november.

Hvis man har spørgsmål til de aflyste datoer, skal man rette dem mod spillestederne og billetudbyderne.

LÆS OGSÅ: BLÆST-INTERVIEW: En vanvittig ungdom


ANNONCE