Nyhed

Taylor Swift får stjernebesøg i ny fortryllende musikvideo

Videoen har et velkendt eventyr som omdrejningspunkt

Blot nogle timer efter udgivelsen af Midnights den 21. oktober delte Taylor Swift musikvideoen til nummeret ”Anti-Hero”, og nu er hun klar med endnu en musikvideo til samlingen. Denne gang er det til nummeret ”Bejeweled”.

Fælles for begge musikvideoer er, at de er instrueret af Swift selv og er med til at præsentere det univers af midnatsfortællinger, som sangeren har beskrevet (blandt andet på Instagram), at Midnights indeholder.


I et Instagram-opslag forklarer hun, at det fortællende univers i ”Bejeweled” vil omfavne et klassisk eventyr, som vi alle kender, og ud fra sin beskrivelse er det tydeligt, at hun henviser til Askepot.


I musikvideoen til ”Bejeweled” visualiserer Swift nemlig nummeret i fornyet Askepot-stil, skriver NME.

Her agerer hun selv den tilsidesatte Askepot – her med mærkatet ”Huspigen Taylor”, der står i skyggen af sine stedsøstre, som her bliver spillet af søstrene fra bandet Haim. Den onde stedmor bliver spillet af skuespiller Laura Dern.

Ligesom i det klassiske eventyr udspiller handlingen i ”Bejeweled”-musikvideoen sig omkring et bal, hvor en heldig pige vil ende aftenen som prinsens udkårne.


Men som en nytænkende tilføjelse til det klassiske eventyr vil kravet til at kunne deltage i ballet være, at man medvirker i en talentkonkurrence. Hvis man vinder, får man både nøglerne til sit eget slot og et frieri fra prinsen.

Da stedsøstrene drager afsted til ballet, bliver Swift efterladt. Dog går der ikke lang tid før hun, som i den klassiske fortælling, bliver fortryllet til en juvelbesat skønhed og selv deltager i ballet.

Her danser hun med model og skuespiller (og Marilyn Mansons ekskone, red.) Dita Von Teese i store Martini-glas foran både sine onde stedsøstre, sin stedmor og prinsen, der bliver spillet af Midnights' producer Jack Antonoff.


Swift ender med at vinde talentkonkurrencen og bliver friet til af prinsen, som hun vælger at ghoste for i stedet at beholde slottet for sig selv.

Midnights er allerede det bedst sælgende album i år siden dets udgivelse den 21. oktober, og der er endnu flere musikvideoer i vente. Taylor Swift har nemlig udgivet en trailer, der sammenfatter de musikvideoer, hun har lavet til Midnights.

LÆS OGSÅ: Vild rekord: Taylor Swift indtager førsteplads på Spotify

ANNONCE