Det nye 33 minutter lange album er legendens første med nye sange i syv år
Det er efterhånden syv år siden, i dag 81-årige Paul Simon udgav sit seneste studiealbum med nye sange, Stranger to Stranger. To år senere kom et album med omarrangerede udgaver af ældre sange - sammenfaldende med Simons afskedsturné, som også bragte ham forbi Royal Arena i København i sommeren 2018.
Nu er der så godt nyt til fans af den store sangskriver. Simon har nemlig varslet nyt album og samtidig delt en kort dokumentar på sin hjemmeside, hvor han fortæller om baggrunden for albummet. Du kan se den under artiklen.
"Den 15. januar 2019 havde jeg en drøm, som sagde 'du arbejder på et album, der hedder Seven Psalms. Drømmen var så stærk, at jeg stod op og skrev den ned. Men jeg havde ingen anelse om, hvad den betød," fortæller Simon i traileren for albummet og fortsætter:
"Hen ad vejen kom der mere information. Jeg begyndte at vågne to-tre gange om ugen mellem halv fire og fem om morgenen; der kom ord til mig, som jeg skrev ned og senere begyndte at sætte sammen," lyder det fra Simon, som tilføjer:
"For mig er det her en rejse, jeg skal fuldføre. Hele det her værk er i realiteten en diskussion med mig selv om at tro eller ej." Albummet har fået - selvfølgelig - fået titlen Seven Psalms, varer 33 minutter og udkommer den 19. maj.