Nyhed

The Script-guitarist Mark Sheehan er død

Musikeren døde efter kort tids sygdom, 46 år gammel

Mark Sheehan, der var guitarist i det irske poprockband The Script, er død efter kort tids sygdom, skriver gruppen på Twitter. Sheehan blev 46 år gammel.

"Den højtelskede ægtemand, far, bror, bandmedlem og ven Mark Sheehan gik bort i dag på hospitalet efter kort tids sygdom. Familien og bandet beder fans om at respektere deres privatliv i denne tragiske tid," skriver bandet.

Artiklen fortsætter nedenfor


Mark Sheehan stiftede The Script i Dublin i 2001 med sanger og keyboardspiller Danny O'Donoghue og trommeslager Glen Power. De debuterede i 2008 med et selvbetitlet album, der toppede hitlisterne i både hjemlandet og Storbritannien og blev en stor succes i mange andre lande, herunder Danmark. Albummet indeholdt blandt andet hitsinglen "The Man Who Can't Be Moved".


Gruppen har til dato udsendt seks succesfulde album, senest Sunsets & Full Moons fra 2019. De har spillet i Danmark adskillige gange, sidste gang i Store Vega 4. november 2022.

ANNONCE