Nyhed

Tønder Festival klar med flere navne

Den amerikanske veteran Jim Lauderdale er blandt en række tilføjelser til årets program

Sorten Muld, Graham Nash og Ry Cooders søn, Joachim, har allerede meldt deres ankomst sammen med en lang række andre navne. Og nu er folkene bag Tønder Festival så klar med en række nye navne til årets festival, som finder sted den 24.-27. august 2023.

Det drejer sig om Jim Lauderdale, Altan, Dustbowl Revival, Tejon Street Corner Thieves, Roo Panes, Kila, Kristian Bach og Twang - foruden syv danske navne, som optræder under den fælles overskrift Folk Spot Denmark. 

Jim Lauderdale gjorde sin entré på den amerikanske countryscene tilbage i slutningen af 1970'erne. Han albumdebuterede i eget navn i 1991 med Planet Love og har spillet med en række af amerikansk rootsmusiks helt store navne - herunder Ralph Stanley, Robert Hunter, Loretta Lynn, George Jones, Emmylou Harris, Buddy Miller og Lucinda Williams.

Jim Lauderdale
Jim Lauderdale

Om Folk Spot Denmark hedder det i pressematerialet fra festivalen:


"Siden 2012 har Folk Spot Denmark præsenteret danske folk/roots-orkestre med ambitioner om at nå ud til et bredere publikum både nationalt og internationalt. Arrangørerne bag initiativet er Spot Festival og Tønder Festival," skriver festivalen og tilføjer:


"I år er syv nordiske folkroots-orkestre blevet udpeget til at være med på Folk Spot Denmark 2023. Det er en fagjury, der har udvalgt de syv orkestre, der i år tæller Azur Azur, Danish Fiddle Quartet, Folkens, Høst, Optur, Solsort og Sylfide. Foruden disse syv bands vil der også blive tilføjet et norsk navn."

GAFFA har dækket Tønder Festival tæt de seneste godt ti år og vil også være til stede på årets festival. Sidste år skrev vores udsendte hjem om stærke koncerter med blandt andre Efterklang med Sønderjysk Pigekor, Madrugada, Tami Nielson og Katie Pruitt.

TØNDER FESTIVAL 2023: Lukas Graham-forsanger optræder med countryband


ANNONCE