Få uger efter sommerens Roskilde-koncert har briterne meddelt at de kommer tilbage til landet til oktober
Det er kun en måneds tid siden, engelske Black Country, New Road kunne opleves på årets Roskilde Festival, hvor de - udover at give en firestjernet eftermiddagskoncert på Arena-scenen - også tog sig tid til en snak med GAFFA.
Nu har gruppen så meddelt, at de kommer tilbage til Danmark den 15. oktober, hvor de giver koncert på Store Vega i København. Billetter sættes til salg 11. august klokken 10.00 og koster265 kroner plus gebyr. De kan købes her.
Black Country, New Road debuterede med singlen "Athens, France" i begyndelsen af 2019 og fulgte op med den ni minutter lange "Sunglasses," som fik en del positiv omtale. I februar 2021 udkom debutalbummet For the First Time, som sikrede det unge band en nominering til den prestigefyldte Mercury Music Prize.
I starten af '22 fulgte bandet op med Ants from up There, men få dage før udgivelsen meddelte bandets frontfigur Isaac Wood, at han forlod gruppen grundet problemer med sit mentale helbred. De øvrige bandlemmer har dog valgt at køre bandet videre, og besøgte altså blandt andet Roskilde Festival i sommer.
Siden afskeden med Wood har Black Country, New Road udgivet en studie-ep samt livealbummet Live at Bush Hall - og nu kommer de altså tilbage til Danmark, hvor man kan se frem til at høre deres aktuelle repertoire.
Efter afskeden med Wood meddelte bandet, at de ikke havde tænkt sig at spille materialet fra deres første to album live ved deres kommende koncerter. "Det virkere bare ikke rigtigt at spille de numre," udtalte Charlie Wayne i en pressemeddelelse og uddybede:
"Det er sange, som er skrevet af syv mennesker og det er meningen, at de skal spilles af syv mennesker. Hvis vi ikke spiller som syv mennesker længere, så vil vi ikke spille dem. Vi laver stadig musik, som lyder som Black Country, New Road og som er lige så stærkt som det, vi har lavet tidligere, det er bare anderledes."