Ny analyse viser, at det kan være en god idé at søge økonomisk støtte hos landets fonde som aktør på den danske musikscene.
Der er godt nyt til landets udøvende musikere. På trods af en enkelt tilbagegang i 2020 viser en ny analyse af Fondens Videnscenter, at fonde i stigende grad bevilliger økonomisk støtte til området for musik og scenekunst. Analysen giver et indblik i uddelingen af fondsmidler til kulturelle formål mellem 2017 og 2021 og viser, at musik og scenekunst er de kulturområder, som har modtaget næstflest bevillinger kun overgået af kulturarv.
Fald i samlet bevilling, men stabilt niveau
Analysen viser, at fondene bevilligede ca. 2,4 milliarder kroner i 2021, hvilket er et fald på hele 118 millioner kr. sammenlignet med året forinden. Dette er dog ikke udelukkende en tilbagegang, da analysen samtidig viser, at hele 457 flere kulturelle formål var heldige at modtage økonomisk støtte fra fondene sammenlignet med 2020. Der er derfor målt en generel stigning i fordelingen af midler, og Fondens Videnscenter skriver, at analysen giver ”et indtryk af stor stabilitet i fondenes bevillinger til kulturelle formål”.
Kulturarv på førstepladsen
Området for kulturarv har gennem alle fem år, som analysen strækker sig over, været absolut topscorer i fordelingen af fondsmidler og modtog senest i 2021 hele 1.2 milliarder kroner i støtte. Det svarer til, at over halvdelen af årets samlede midler til kulturelle formål blev bevilliget til området for kulturarv. Dog viser tallene, at området for musik og scenekunst har modtaget næstflest bevillinger og er steget fra 458 millioner i 2020 til 581 millioner året efter.
Meget tyder altså på, at fondene i stigende grad tilgodeser den danske musikscene, og at det godt kan svare sig at bruge ekstra energi på den næste fondansøgning.
Læs hele analysen fra Fondens Videnscenter her.
LÆS OGSÅ: BLÆST ELLER BLÆST: Populært popband annoncerer syv klubkoncerter