Nyhed

KROPPEN SIGER STOP: Niarn aflyser turné på grund af alvorlige helbredsproblemer

"Min krop er slidt ned af sygdommen, og jeg kan ikke spille flere koncerter, før jeg får en ny nyre via en transplantation"

Henover sommeren har man kunne opleve den populære, aalborgensiske rapper Niarn - alias Niels Roos - på flere af sommerens festivaler. Roos slog igennem tilbage i 00'erne og har siden været væk fra scenen og er vendt tilbage af flere omgange - og har i øvrigt aldrig lagt skjul på sit usunde forhold til såvel lovlige som illegale stimulanser.

Nu er den 43-årige rapper så blevet sat ud af spillet på grund af ganske alvorlige helbredsproblemer og må aflyse den store turné, som skulle have været indledt under overskriften Himmelfarten til oktober. Roos blev allerede klar over, at den var gal med helbredet tilbage i 2021, forklarer han i en pressemeddelelse:

- Få uger efter vi annoncerede Genopstandelsen-touren i foråret 2021, gik jeg til lægen efter at have haft for højt blodtryk over en længere periode. Her blev det konstateret, at min nyrefunktion var faretruende lav, fortæller Roos og uddyber: 


- Jeg blev hastigt overført til Rigshospitalet, hvor jeg fik min diagnose: En auto-immun sygdom havde nedbrudt mine nyrer. Lægerne prøvede at redde mine nyrer med plasma-ferese, men lige lidt hjalp det. Jeg skulle i dialyse. Fra den ene dag til den anden var mit liv ændret. Jeg skulle kobles til en maskine i 4 timer 3 gange om ugen og lægerne var ikke i tvivl: De frarådede på det kraftigste, at jeg tog ud og spillede koncerter, udtaler Roos. 

Niarn på Train i Aarhus, juni 2022.
Niarn på Train i Aarhus, juni 2022.

Han valgte dog i første omgang at undlade at følge lægernes råd og i stedet gennemføre den planlagte turné i starten af 2022:


- Jeg nægtede at lade sygdommen vinde. Så jeg overgik til p-dialyse, fik min kone til at sy en anordning, der kunne holde både in-ear transmitter og dialysekateter, og så tog jeg på tour i februar 2022. Men nu går den ikke længere.

- Min krop er slidt ned af sygdommen, og jeg kan ikke spille flere koncerter, før jeg får en ny nyre via en transplantation. Det ser heldigvis ud til at lykkes i løbet af efteråret - og på den anden side af nytåret, skulle jeg gerne være (næsten) så god som ny, udtaler Roos og tilføjer:

- Det betyder desværre, at vi er nødt til at rykke efterårets planlagte Himmelfarten Tour til næste år, for at gøre plads til transplantation og efterfølgende restitution. Jeg beklager ulejligheden, men jeg lover at jeg kommer tilbage, bedre og stærkere og fyrer op for en tour, der kommer til at brage gennem landet som aldrig før. Tusind tak til alle mine fans for jeres evige støtte og kærlighed. Uden jer og jeres energi havde jeg aldrig fundet kræfterne til at holde den kørende, så længe som jeg har gjort. TAK!”


Som en Fønix, der rejser sig fra (fl)asken

ANNONCE