Det britiske dancepop-navn vender tilbage til landet til foråret
Becky Hill startede sin musikalske karriere i 2012 som deltager i den første sæson af The Voice UK. Hun har sidenhen hittet på navnligt den britiske musikscene med en række dansegulve-venlige hits som ”Gecko (Overdrive)” sammen med Oliver Heldens og ”Wish You Well” med Sigala.
Becky Hill kunne senest opleves i Danmark på AiaSound-festivalen i sommeren 2022, hvor GAFFA anmelder Adam Bouttai kvitterede med fire stjerner for hendes optræden.
"Becky Hill behersker et fyldigt stemmeomfang, der bare bringer sjæl ind i oktaverne," skrev Bouttai blandt andet og tilføjede:
"Fuldstændigt pitch perfect er hun dog ikke. Et skud på tasten. Becky Hill synger rent 95-97 procent af tiden, men bruger så til gengæld ikke AutoTune live. Dét bør anerkendes og roses. Trods en håndfuld småfejl hist og her cementerer Becky Hill igennem tre kvarter, hvorfor hun som vokalist og sangskriver er på alle de store produceres speed dial."
2024-turneen falder sammen med udgivelsen af Hills nye album, der udkommer i 2024. Albummet vil være opfølgeren til hendes 2021-debut Only Honest On The Weekend.
"Det her er min største turné til dato! Arenaer, HERE I COME!! Jeg kan ikke vente med at komme og spille alle mine hits for jer, såvel som sange fra mit nye album. Vi ses til en fest!," udtaler Hill ifølge NME i forbindelse med turnéannonceringen.
Herhjemme vil Amager Bio danne ramme om festlighederne den 17. april 2024. Billetter sælges via spillestedets officielle hjemmeside, via Ticketmaster og gennem All Things Live. De koster 300 kroner og er i salg nu.
AiaSound-festivalen – tidligere ØreSound – klar med de første navne til 2022