"Når jeg tænker på Keith, bliver jeg mindet om, at de bedste sange kommer fra rendestenen"
I mandag fyldte Keith Richards 80 år - blot nogle måneder, efter at The Rolling Stones udgav deres længe ventede comebackalbum Hackney Diamonds.
Da Richards fyldte 70 i 2013, bragte vi et lille portræt af den legendariske guitarist - men denne gang lod vi billederne tale og fejrede Richards med en samling fotos fra vores store arkiv - fra midten af 60'erne og frem til The Rolling Stones' seneste besøg i Danmark i 2017.
Og vi er langt fra de eneste, som har fundet anledning til at hylde den garvede guitarist. Hans gamle ven, Tom Waits - som ikke har udgivet nyt album i tolv år - er faktisk gået så vidt som at skrive og dele et længere hyldestdigt til Richards i sin velkendte, fabulerende stil. Digtet, som kan læses i sin fulde længe hos Uncut, starter sådan her:
Når jeg tænker på Keith bliver jeg mindet om at
de bedste sange kommer fra rendestenen - men det er
et skidesvært sted at fiske når man er nødt til at sidde på kantstenen
Hvad bruger du som madding? Et stykke rødt stof eller slikpapir kan gøre det
Keith Richards har medvirket på tre af Waits' album gennem årene: Fra klassikeren Rain Dogs fra '85 og videre over 1992-udspillet Bone Machine til Waits' seneste studiealbum, Bad as Me fra 2011. De kan også nydes i rusten duet på antologien Son of Rogue's Gallery: Pirate Ballads, Sea Songs and Chanteys fra 2013.
BAKSPEJLET: Da GAFFA oplevede Tom Waits i Dublin