Nyhed

SPOT FESTIVAL 2024: Her er de første navne – AySay og Suspekt-medlem iblandt

Spot Festival fejrer årets første decemberdag med at offentliggøre den første pulje af artister til maj

”Det er koldt herude” skrev den danske forfatter Steen Steensen Blicher, og de fleste vil nok også synes, at vinteren har bidt lidt de sidste dage. Men nu forsøger Spot Festival i Aarhus at give alle musikelskere lidt at varme sig med i form af de første syv navne på 2024-plakaten.

Puljen indeholder et mix af talenter fra Danmark, Norge og Finland og byder både på gengangere og nye oplevelser.

Starter vi med gengangerne, kan publikum se frem til at opleve AySay og Aphaca, som begge spillede på sidste års festival. AySay præsenterer et kurdisk/dansk lydunivers og udgav så sent om i oktober måned deres nye album Köy, som blandt andet modtog fire stjerner af GAFFA:


"Der er noget magnetisk i de minimalistiske loops, noget gribende i ciseleringerne, noget uhyre inderligt og krystalklart i Ersahins vokal. Når jeg eksempelvis hører et smukt nummer som ”Yüksek Yüksek/Mit folk” tænker jeg, at slægtskabet med Sorten Muld er udtalt. Men samtidig er AySays musik så gennemgribende original, at det er en fryd," hed det blandt andet i anmeldelsen.

Aphaca er et dansk band, som spiller musik, der blander drengekor med 70’er synth, akustisk guitar og indietrommer. Bandet udgav deres såkaldte triple-single Flora Flora tilbage i 2021, og sidste år landede så deres debutalbum Et aar uden dig. Også Jeppe Kronback alias Uro har tidligere lagt vejen forbi Spot Festival. I 2024 vender han dog tilbage med sin musik, der befinder sig et sted mellem pop og rap.

Programmets første norske pust kommer med multiinstrumentalist og vokalist Hillari, som laver melodisk r&b og soul. Fra Finland kan publikum se frem til at opleve sanger og sangskriver Joalin, som fusionerer nordisk melankoli med spanske rytmer. Rune Rask kender de fleste for at udgøre en tredjedel af den populære trio Suspekt, men til Spot 2024 optræder han solo og lukker festivalgængerne ind i lydene af sit producer-univers. Sidste navn i denne omgang er instrumentale Smag på dig selv, som består af en trommeslager og to saxofonister. Deres musik bevæger sig i et væld af genrer lige fra punk og jazz til pop, hiphop og afro-beat.


Spot Festival 2024 finder sted den 3.-4. maj i Aarhus. Billetter til festivalen kan findes her.

AYSAY-INTERVIEW: Kurder i København

ANNONCE