Nyhed

FREDAGSROCK: Tivoli klar med de første fem navne til sommerens program

Deep Purple og Tobias Rahim er blandt den første håndfuld navne til årets koncertrække

Det er svært at forestille sig en hyggeligere ramme for en god koncert end den gamle Tivolihave i København på en lun sommeraften. Derfor giver det også god mening, at den historiske forlystelsespark gennem en længere årrække har præsenteret Fredagsrock - en årligt tilbagevendende række fredagkoncerter henover sommeren.

I dag løfter arrangørerne så sløret for 2023-programmet, og der er vanen tro lidt for enhver smag. Det er efterhånden vanskeligt at undgå at støde på Tobias Rahim i sommerens festivallandskab. Nu har han også meldt sin ankomst til Fredagsrock, hvor han forventes at fortsætte sidste års regulære triumtog - inklusive ekstatiske fans og sikre stik som "Flyvende Faduma," "Stor mand" og "Mucki Bar." Der skal ske noget uventet, hvis det ikke skal blive en fest af de større. Koncerten finder sted den 22. september klokken 22.00.

Koncertrækken indledes imidlertid allerede den 14. april, hvor Eee Gee og Soleima står for musikken. Og den 9. juni kl. 22 går selveste Deep Purple så på scenen - mere end halvtreds år efter, de mejslede deres navn i granit med album som Deep Purple in Rock (1970), Machine Head og livealbummet Made in Japan (begge 1972). Bandet består i dag af forsanger Ian Gillan, Simon McBride (guitar), Roger Glover(bas), Don Airey (keyboard) og Ian Paice (trommer). 


Nøjagtig en uge scene kommer Jada forbi og forkynder sit festlige empowerment-evangelium - det foregår den 16. juni.

”Deep Purple er ikke blot legender, der resonerer med Fredagsrockens DNA. Bandets 55 års levetid trækker spor tilbage til den moderne rocks fødsel," udtaler Thor Feilberg - Chef for musik og underholdning i Tivoli - i en pressemeddelelse og tilføjer:  

"Desuden byder første del af årets program på to af tidens mest toneangivende danske artister, Tobias Rahim og Jada, og så  er vi glade for et gensyn til årets første Fredagsrock, hvor vi lægger ud med en girl-power aften med albumaktuelle Soleima, og med Eee Gee, der spillede på Tivolis Lillefredag-program sidste år, og allerede nu, er klar til Fredagsrock,” udtaler Feilberg. Flere navne vil blive føjet til programmet i den kommende tid.


Tivoli fjerner vilde navne fra Fredagsrock-programmet

ANNONCE