Ny TikTok-video mere end antyder at der er nyt på vej
Sidste år medvirkede Haim på kollegaen Taylor Swifts succesalbum Midnights, ligesom de har gæstet Swift på scenen ved flere lejligheder. Og her i 2023 tager Haim selv på en turné, som blandt andet bringer dem til 02 Arana i London.
Og nu lader det minsandten til, at der også er nyt album på vej fra bandet. I en TikTok-video får man i al fald et hint om det kommende album, hvor de har skrevet ”Haim4” i deres caption:
@haimtheband Haim4
♬ original sound - A24
GAFFA talte med Haim-trioen tilbage i 2020, hvor de kom vidt omkring en række emner. Alt fra skabelsen af deres seneste album Women in Music pt. III til deres lyd og Danielle Haims nedtur:
”Jeg tror, at teksterne bare er ærlige om, hvad der skete på det tidspunkt. Jeg gik igennem en periode med en post-tour-depression. Vi har aldrig ønsket at stoppe. At tage en pause er egentlig ikke vores natur, men jeg var nødt til at stoppe op og prøve at forstå, hvad der skete med min psyke. Vi prøvede at blive ved med at skrive, mens jeg var nede i et mørkt hul. Jeg fandt en terapeut, og det taler jeg om i ”Now I’m in It”.”
Haim består af søstrene Este, Alana og Danielle Haim. De debuterede med albummet Days are Gone i 2013 og har siden udgivet yderligere to album - senest Women in Music Pt. 3 fra 2020. Den californiske trio kunne senest opleves herhjemme i sommeren 2022, hvor de lagde vejen forbi Roskilde Festivals Orange Scene.
LÆS OGSÅ: Veldrejet virvar fra californisk søstertrio