Nyhed

Seksstjernet skotte giver dansk festivalkoncert

26-årige Lewis Capaldi har meldt sin ankomst til maj forud for udgivelsen af nyt album

Det store gennembrud kom med sangen "Someone You Loved," som udkom i 2018 - hvorefter den støt kravlede op ad hitlisterne, indtil den tilbage i efteråret 2022 slog rekorden som den mest streamede, britiske sang til dato.

Manden bag hittet hedder Lewis Capaldi, og fredag 26. maj er der atter mulighed for at opleve den nu 26-årige skotte på dansk grund. Capaldi besøger nemlig årets udgave af Jelling Festival, og hvis man skal tro GAFFAs anmelder Siff Haar-Lund er der grund til at glæde sig.

Hun tildelte i al fald Capaldi de maksimale seks stjerner, da han gav koncert på NorthSide-festivalen i Aarhus sidste sommer. "Jeg har svært ved at sætte en finger på noget, den mand gjorde forkert," noterede Lund efter koncerten og opsummerede seancen således:


"Han sang fantastisk. Han charmerede bukserne af alle tilstedeværende, og han var så nærværende og underholdende, så det er svært at beskrive med ord."

Det er fire år siden, Capaldi albumdebuterede med albummet Divinely Uninspired to a Hellish Extent, som modtog fire stjerner fra vores anmelder. I foråret 2023 er han imidlertid endelig klar med en opfølger. Broken by Desire to Be Heavenly Sent udkommer efter planen den 19. maj - altså nøjagtig en uge inden koncerten på Jelling Festival.

Jelling Musikfestival finder sted den 25.-28. maj 2023, og allerede i efteråret offentliggjorde arrangørerne en lille håndfuld danske topnavne til programmet - herunder Nik & Jay, Medina og Prisma.


Lewis Capaldi optrådte i øvrigt til GAFFA-Prisen 2019. Billetsalget til 2023-udgaven af GAFFA-Prisen er i fuld gang, ligesom musikprogrammet er komplet.

 

ANNONCE