Nyhed

Støtter den iranske frihedskamp: Danske musikere slår sig sammen på protestsang

Danske musikere sender sympatierklæring til det iranske folk med indspilning af protestklassiker

I august måned fik Iran en ny præsident. Nemlig Ebrahim Raisi, der efter eget udsagn ville "styrke den offentlige moral."

Det betød en styrkelse af de konservative kræfter og idéer i Iran, som har været islamisk diktatur siden 1979 og styrets strenge regler håndhæves af et allestedsnærværende, civilklædt "moralpoliti."

Kvinder skal for eksempel bære tætsluttende hijab uden for hjemmet og må hverken danse eller synge i offentligheden. Og hvis de ikke overholder reglerne, så risikerer de anholdelse, vold og offentlig ydmygelse.

Den 13. september 2022 anholdte moralpolitiet Jina Mahsa Amini, fordi hendes hijab var for løs, så man kunne se noget af hendes hår. Tre dage efter var hun død, få dage inden hun fyldte 23 år.


LÆS OGSÅ: UNDERTRYKKELSE: Iransk rapper bortført og mishandlet

Det har ført til en lang række demonstrationer, hvilket regimet i Iran blot har valgt at møde med vold. I november underskrev 227 af Irans 290 parlamentsmedlemmer en opfordring, der gør det muligt, at de tilbageholdte demonstranter får en ”lærestreg,” skriver Amnesty. Og siden har de henrettet flere demonstranter.

Flere har siden sagt fra. Kvinder klippede noget af deres hår af, og nu har en række musikere slået sig sammen og indspillet en version af ”Bella Ciao,” der oprindeligt var en italiensk protestsang.

Man kan blandt andet høre Brimheim, Asbjørn, Ilma Haskovic, SØS Gunver Ryberg og Lucky Lo. Solisterne er den iranske skuespiller Minoovash Rahimian og de dansk-iranske sangere Camilla Dayyani og Samara Bahrami. Gruppen er opstået af foreningen Musikbevægelsen af 2019.


”Med dette musikalske bidrag erklærer vi i fællesskab vores solidaritet med den feministiske revolution i Iran. Vi fordømmer den brutale vold, som demonstranter i Iran står over for og udtrykker vores solidaritet med alle de mennesker, der er gået på gaden over hele landet i mere end tre måneder i den modige kvindeligt ledede opstand,” skriver de i en pressemeddelelse og fortsætter:


”Vi vil bidrage til at styrke kampen mod diskrimination og vold af alle former mod kvinder og LGBTI+ personer i Iran og verden over.”

Dua Lipa står sammen med kvinderne i Iran

ANNONCE