Nyhed

DØDSRYTTERNES VINDERETAPE: Depeche Mode vender tilbage til Danmark

Depeche Mode udvider Memento Mori-turnéen, der er på vej til at blive en af Depeche Modes største turnéer til dato, og Danmark er endnu engang på turnéplanen.

Det legendariske synthrockband Depeche Mode stod for små to uger siden i Parken og gav en femstjernet koncert, som efterlod GAFFAs anmelder med en følelse af taknemmelighed for ”de af vores musikalske helte, der stadig står”. Besøget i Parken var en del af deres Memento Mori-turné, der indtil videre har solgt mere end to millioner billetter på verdensplan, og i dag har Depeche Mode offentliggjort, at de udvider turnéen med yderligere 29 europæiske datoer – herunder Royal Arena lørdag den 10. februar 2024.

Vinderetapen af Memento Mori-turnéen begynder den 22. januar 2024 i Londons O2 Arena og lægger vejen forbi Köln, Berlin, Paris, Madrid, Milano og mange flere europæiske byer. Det gør Memento Mori-turnéen til en turné med 110 datoer, og turnéen er derfor på vej til at blive Depeche Modes største til dato – såvel som en af de største verdensomspændende turnéer i hele 2023.

I 2022 døde Andy Fletcher, et af Depeche Modes oprindelige medlemmer, og bandet svarede prompte igen med udgivelsen af albummet Memento Mori. Det rejste uundgåeligt spørgsmålet om, hvordan Depeche Mode ville bære sig ad med at spille for et fyldt parken uden Fletcher, men koncerten gav på ingen måde anledning til bekymring, lød det fra GAFFAs anmelder:


”Hvordan gik det? Og [her kan man] velsagtens passende svare: i det store hele ganske som vanligt. Man fristes endog til at sige, at det velsmurte Depeche Mode-maskineri var akkurat lige så velsmurt som altid, også uden Fletcher, på godt og ondt,” lød det blandt andet i anmeldelsen.

Depeche Mode – nu som duo – prægede GAFFA-magasinets forside i april måned. Her bragte vi et stort interview med Dave Gahan og Martin Gore, hvor vi talte med dem om alt det, der har været, og hvad der er tilbage efter Fletchers død. Du kan læse interviewet her.

Billetsalget starter mandag den 17. juli kl. 10 via livenation.dk og ticketmaster.dk.


LÆS OGSÅ: DEPECHE MODE-INTERVIEW: Vi overvejede aldrig alvorligt at stoppe

ANNONCE