Nyhed

Jonas Brothers kommer til Danmark

De albumaktuelle boyband-brødre udvider deres turné og tilføjer Danmark som stop

Jonas Brothers stod bag uundgåelige landeplager op gennem 00’erne og starten af 10’erne, indtil de i 2013 valgte at stoppe deres musikalske samarbejde. Dengang udtalte de til People Magazine, at opløsningen ikke nødvendigvis skulle vare for evigt, og så sandt som det var sagt, vendte de tilbage i 2019 med deres første fælles album i ti år, Happiness Begins. I august måned drager brødrene på turné og i dag offentliggør de 50 nye datoer, der bringer den samlede turné op på 90 shows i 20 lande – herunder Royal Arena i Danmark den 20. maj 2024.

Turnéen har fået navnet ”Five Albums. One Night”, og det er netop det, som publikum i blandt andre Australien, Danmark, USA, Polen, Østrig og Nordirland kan se frem til. Bandet vil hver aften optræde med sange fra fem album fyldt med hits fra hele deres katalog, lyder det nærmere i pressemeddelelsen.

I maj måned udgav Jonas Brothers deres femte studiealbum – opfølgeren til comeback-albummet Happiness Begins fra 2019, der modtog tre ud af seks stjerner fra GAFFAs anmelder, som noterede sig, at det nye album begyndte, hvor brødrene slap i 2009:


”Her er tale om metervarepop fra midterste skuffe. Jævne, tilforladelige popmelodier uden de store armbevægelser. De gør ingen fortræd, men de får det bestemt heller ikke til at kilde i maven. Eller nogen andre steder for den sags skyld,” lød det blandt andet i anmeldelsen, hvor intronummeret ”Sucker” dog fremhæves som en bragende god popsang. Sangen er i øjeblikket spillet mere end én milliard gange på Spotify.

Jonas Brothers hiver stadig mere end 25 millioner afspilninger om måneden på Spotify, og der er garanteret hits i lange baner, når de tre besøger 86 byer over hele kloden. Billetsalget starter fredag den 4. august kl. 10 på livenation.dk og ticketmaster.dk. Billetterne koster mellem 455 kr. – 795kr.

LÆS OGSÅ: Her er verdens 100 bedst tjenende berømtheder – inklusive musikere


 

ANNONCE