"Jeg ville ændre verden, men kunne ikke engang skifte mit eget undertøj"
I weekenden landede den triste nyhed om Sinéad O'Connors alt for tidlige død i en alder af blot 56 år - få måneder efter, at hendes 17-årige søn Shane begik selvmord. O'Connors egen dødsårsag er endnu ikke offentliggjort.
Tilbage står mindet om en af popmusikkens mest mindeværdige og kompromisløse figurer - og selvfølgelig de ti studiealbum, hun nåede at udgive fra og med hendes første udspil The Lion & The Cobra fra 1987. Hun fulgte op på den stærke debut med I Do Not Want What I Haven't Got (1990) og Am I Not Your Girl? (1992) - førstnævnte med hitsinglen "Nothing Compares 2 U."
Selvom opmærksomheden om O'Connor var størst i karrierens tidlige år, er der imidlertid også masser at komme efter på hendes senere album - både svanesangen med den herlige titel I'm Not Bossy, I'm the Boss fra 2014 og det næstsidste album How About I Be Me (and You Be You)?
På sidstnævnte finder man blandt andet O'Connors personlige fortolkning af "Queen of Denmark" - titelnummeret fra kollegaens John Grants debutalbum. Det er en uafrystelig rapport om et ikke-eksisterende selvværd, med et åbningsvers, der lyder sådan her:
I wanted to change the worldBut I could not even change my underwearAnd when the shit got really really out of handI had it all the way up to my hairlineWhich keeps receding like my self-confidenceAs if I ever had any of that stuff anyway
I omkvædet erklærer afsenderen at "jeg ved ikke, hvad jeg skal ønske mig af denne verden / jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal ønske mig af denne verden" - og at der ikke synes at være nogen udvej fra den fortvivlende tilstand:
Who's gonna be the one to save me from myself?You'd better bring a stun gun and perhaps a crowbarYou'd better pack a lunch and get up really earlyAnd you should probably get down on your knees and pray
Foruden selv at indspille "Queen of Denmark" - som hun også åbnede sine koncerter med i en lægere periode - sang O'Connor backingvokal på Grants "It Does'nt Matter to Him" fra 2013-albummet Pale Green Ghosts.
"At synge sammen med Sinéad var mest af alt surrealistisk for mig, men også en fornøjelse," huskede Grant i et interview til den irske avis Irish Independent i 2012. Han tilføjede:
“Jeg tænkte, at 'der foregår muligvis alt muligt lort derhjemme - men her står jeg og synger med Sinéad, så hvor slemt kan det lige være?' Det føles som om, at det er ti minutter siden, jeg bare vare en dreng på dansegulvet, fuldstændig slået af ærefrygt over den utrolige stemme, hun besidder."
