Nyhed

Tivoli Jazzpris relanceres – flere legater til Danmarks mest talentfulde jazzmusikere

Tivoli og JazzDanmark samler flere af landets jazzlegater til en stor prisfest, hvor de mest talentfulde musikere hyldes og optræder

I en pressemeddelelse fra JazzDanmark lyder det, at ikoniske Glassalen i Tivoli nu vil lægge hus til en større version af den Tivoli Jazzpris, der siden 2020 har fejret Danmarks udøvende jazzmusikere. Tivoli og JazzDanmark er gået sammen om at samle flere af landets jazzlegater, og i alt vil fem legater vil derfor blive uddelt under prisfesten, der finder sted den 30. august.

Prisfesten Tivoli Jazzpris markerer derfor også årets sidste Onsdagsjazz, der i maj, juni, juli og august vanligt udspiller sig ved Orangeriet eller på Plænen i Tivoli. Kulturdirektør i Tivoli, Frederik Wiedemann, fortæller, at prisfesten cementerer en lang arv af jazzmusik i forlystelseshaven:

”Jazzen har spillet en stor rolle i Tivoli i snart 100 år, så det er med en lang og stolt tradition i ryggen, at vi nu præsenterer Tivoli Jazzpris i samarbejde med JazzDanmark, hvor vi fejrer og belønner de mest talentfulde udøvende jazzmusikere i Danmark. Tivoli håber på den måde at være med til at styrke og udbrede den danske jazzscene,” lyder det fra kulturdirektøren.


Agnete Seerup, der er konstitueret sekretariatsleder hos JazzDanmark, tilføjer også, at den danske jazzscenes talentmasse er i international klasse:

”Dansk jazz er anerkendt for sit høje niveau i både Danmark og i udlandet. Det ønsker vi at fejre ved at hylde de vanvittigt dygtige udøvende jazzmusikere, vi har herhjemme, på årets sidste Onsdagsjazz-dag i Tivoli”.

Det bliver den erfarne jazzjournalist og vært på P8 Jazz, Naya Buric, der skal være prisfestens vært, og derudover kan aftenens gæster se frem til at høre nogle af landets skarpeste jazzprofiler i mødet med Tivoli Ensemblet og kapelmester, Peter Jensen.


Tivoli Jazzpris har siden 2020 uddelt et enkelt legat til en ung musiker med et særligt talent, men i 2023 vil de altså i stedet uddele fem. De to William Demant Legater for Årets Musiker og Årets Orkester (tidligere uddelt ved Danish Music Awards Jazz), Rene Daugaard Legatet (tildeles en jazzpianist), Ben Webster Fonden Legatet samt Bent Jædig Legatet.

Efter showet og prisoverrækkelsen fortsætter festen med en jamsession i Jubilæumshaven, som er åben for alle Tivolis gæster. Du kan købe billet til prisfesten her.

LÆS OGSÅ: REPORTAGE: DMA Jazz lever godt i Aarhus


ANNONCE