Nyhed

EFTER AFLYSNING: Nu er Jadas afløser til Fredagsrock fundet

Særdeles kompetente kolleger melder sig klar til at træde til i stedet for den gravide sanger

For nylig meddelte Jada - alias Emilie Molsted - at hun har set sig nødsaget til at aflyse en række koncerter i sommer.

Aflysningen skyldes komplikationer i sangerens graviditet, og betyder blandt andet, at hun ikke kan gennemføre sin planlagte koncert i årets række af Fredagsrock-koncerter. Koncerten, hvor også Prisma er på plakaten, skulle have fundet sted i morgen (16/6, red.).  

Nu er det imidlertid lykkes at finde en populært erstatningsnavn i skikkelse af Hugorm. Trioen med Simon Kvamm i front måtte i øvrigt selv aflyse en koncert på Skive Festival for kort tid siden, efter at bandets trommeslager var blevet ramt af en blodprop.


“Det er altid beklageligt, når nogen må aflyse og særligt Jada, som i min bog virkelig har et seværdigt liveshow kørende," udtaler Simon Kvamm i en pressemeddelelse i forbindelse med den aktuelle vikartjans og tilføjer:

"Men når det nu skal være, træder Hugorm med glæde til for at tjene og servicere de ærværdige Tivoli-gæster, der fortjener kun det bedste. Vi glæder os og kommer sprængfyldte med energi og lyst til at lade vores musik flyde ud i alle hjørner af den gamle have.”

Fredagsrock-koncerterne fortsætter helt frem til 22. september, hvor Tobias Rahim sætter punktum for årets koncertrække. Forinden lægger også navne som Swan Lee, Rick Astley, Hans Philip, Lis Sørensen, Burhan G, Drew Sycamore og Annika Aakjær vejen forbi den historiske forlystelsespark lige over for Københavns Hovedbanegård. 


FREDAGSROCK: Tivoli ruller sommerens fulde koncertprogram ud

 

ANNONCE