Nyhed

GÅR JEG GLIP AF ALLE DE GODE TIDER? Åbenhjertige Blæst fortæller om at trække stikket på ny single

Mental sundhed og fokus på stress har været et centralt punkt i Blæsts seneste år. På den nye single “Videre” giver de et unikt indblik i, hvordan det er at være dem.

Med ærlighed kommer man længst. Ikke mindst overfor sig selv. Et faktum der heldigvis - fristes man til at sige - breder sig i den danske musikbranche, hvor fokus på mental sundhed blandt musikere fortsat er uundgåeligt.

I oktober 2022 offentliggjorde bandet Blæst på Instagram, at de så sig nødsaget til at aflyse alle kommende aktiviteter og shows i løbet af vinteren. Det skyldtes stress. De havde brug for at stoppe op, puste ud og trække ny luft ind, efter på rekordtid at have etableret sig som et af Danmarks mest fremadstormende bands.


Frygten for at gå glip af sin egen ungdom

"Går jeg glip af alle de gode tider? For jeg er ikke til stede, jeg er taget videre."

Sådan lyder omkvædet i Blæsts nye single "Videre", hvor de sætter ord på den tid, der var nødvendig for bandet at tage for sig selv. 

– ”Videre” handler om, at det hele lige pludseligt går meget hurtigt, og om hvordan man kan være så fokuseret på et mål, at man helt glemmer at mærke efter sig selv, i kroppen. Man er ligesom bare gået med på noget, der er kørt lidt afsted med en, og man kan egentlig ikke følge med, men heller ikke overskue at sige fra, lyder det fra bandet i en pressemeddelelse.

Derudover handler sangen også om frygten for at give for tidligt slip på sin ungdom, forklarer de. 


– Vi er fire mennesker i starten/midten af vores tyvere, som de sidste par år har prioriteret musikken højest, og derfor stort set altid har måtte melde fra på at være ude med venner, feste og tage i byen.

"Man kan komme godt ud på den anden side, lige meget hvor dybt lort, man føler, man står i."

I år åbner Blæst Orange Scene og er atter klar på at indtage scenerne rundt omkring i landet. Bandet selv føler sig i topform, men har også i flere interviews beskrevet åbent og ærligt, hvordan de har fået professionel hjælp til at håndtere situationen – nu sætter de for første gang selv direkte ord på det overfor deres fans. 


– Det er første gang, vi direkte giver vores fans og lyttere et indblik i hvordan vi har haft det – via det medie, vi føler os allermest trygge ved, nemlig musikken. Vores største forhåbning er selvfølgelig, at der sidder nogen derude, der har haft, eller stadig har de samme udfordringer med mental sundhed, som kan lytte til det, vi har skrevet, spejle sig i det og føle sig hørt og set. Det er jo utroligt vigtigt ikke at føle sig alene, hvis man mistrives.

– Der er altid hjælp at hente, og man kan komme godt ud på den anden side, lige meget hvor dybt lort man føler, man står i, lyder det.

Lyt til Blæsts nye single “Videre” her. 


 

 

 


ANNONCE