Till Lindemanns grænsesøgende soloprojekt kan opleves i blandt andet Hamburg og Malmö til december
Han er kendt som forsanger i det stærkt populære, tyske band Rammstein. Og de seneste uger har den i dag 60-årige Till Lindemann også været genstand for en række alvorlige anklager fra fans, som hævder at være blevet forulempet af Lindemanns folk backstage ved Rammsteins koncerter.
Selv har bandet afvist beskyldningerne og truet med sagsanlæg mod de fans, som har fremsat anklagerne. Det skete i et opslag på sociale medier fra Rammstein, mens de var på i Danmark for at give to koncerter i Odense tidligere på måneden.
"Med hensyn til beskyldningerne, der cirkulerer på nettet omkring Vilnius (byen i Litauen, hvor nogle af overgrebene angiveligt skulle være fundet sted, red.), kan vi afvise, at det påståede har fundet sted i vores omgivelser. Vi har ikke hørt om nogen officielle undersøgelser om dette emne," lyder det fra bandet.
Trods de alvorlige anklager er Till Lindemann atter turnéaktuel til efteråret, hvor han giver en række koncerter med sit andet projekt, Lindemann - oprindeligt en duo med svenskeren Peter Tägtgren, som blev søsat for ti år siden og har udgivet de to studiealbum Skills in Pills (2015) og F&M (2019), foruden livealbummet Live in Moscow (2021). I 2020 valgte Peter Tägtgren og Lindemann at afbryde samarbejdet.
Lindemanns soloturné skulle oprindeligt have fundet sted i 2022, men blev siden udskudt ug udvidet med flere datoer - blandt andet i Hamburg og Malmö, hvor Lindemann kan opleves den 6. december. Du kan se den fulde turnéplan her.
BAKSPEJLET: Her er alle Rammsteins danske koncerter