Nyhed

RUBY AND FRIENDS: Den nye københavnske festival stopper billetsalget – nu er det gratis

Den nye – og nu gratis – ”bitesize boutique”-festival på Nørrebro gæstes både af Grammy-vindere og mindre artister

I maj kunne præsenterede vi på GAFFA den nye københavnske festival, Ruby and Friends. Festivalen foregår på den Røde Plads på Nørrebro mellem den 5.-9. juli, hvor der blandt andet er planlagt et ”venligt takeover” fra Tønder Festival, der ”låner” kunstnerne Allison Russell, Del Barber og danske Sorten Muld ud til Ruby and Friends. Denne takeover-dag var originalt én ud af festivalens to gratis dage, men nu har arrangørerne valg at gøre hele programmet gratis.

”Vi er glade for at meddele, at festivalen i år vil være gratis for alle besøgende. Beslutningen blev truffet dels på grund af et svigtende billetsalg, men også fordi vi ønsker at fremhæve vigtigheden af, at musik bør være tilgængelig for alle uanset økonomisk status,” lyder det blandt andet i en pressemeddelelse.

Blandt de to største navne til årets Ruby and Friends er de dobbelte Grammy-vindere Ranky Tanky med sangerinde Quiana Parler i front samt den japansk-amerikanske trompetist Takuya Kuroda, der er kendt for sin groovy neo-soul.


Derudover kan festivalens gæster også se frem til den dansk fusionsjazzgruppe Tabloid og endnu en Grammy-nomineret artist på programmet med nigerske sangskriver og guitarist Bombino aka ”The Sultan of Shred”

Co-founder af Ruby and Friend, Tine Bruhn, fortæller videre i pressemeddelelsen:

”Det har i år været svært for mange festivaler at nå i mål med billetsalget. Vi på Ruby and Friends har hele tiden haft fokus på musikken og ikke et stort økonomisk overskud. Derfor var beslutningen om at åbne op heller ikke svær at træffe,” lyder det fra Tine Bruhn, som fortsætter:


”Artister, der giver deres ét og alt skal opleves af så mange glade publikummer som muligt. Og vi glæder os til at hylde mangfoldigheden og musikken på Nørrebro med gæster fra nær og fjern,” afslutter co-founder Tine Bruhn.

Du kan se det fulde line-up til Ruby and Friends på deres hjemmeside.

BAGKATALOG: Da Sorten Muld udgav debutalbum - og talte med GAFFA


ANNONCE