Nyhed

Tobias Rahim deler bevægende besked til fanskaren

Rahim gør status efter stærk start på sommerens koncertrække

I sidste måned indledte Tobias Rahim sin sommerturné med en koncert på Jelling Musikfestival, i sidste uge gav han en forrygende koncert på Rock under Broen i Middelfart - og forude venter koncerter på blandt andet Roskilde, Smukfest, Tinderbox og Nibe Festival, inden sommerens koncertrække kulminerer med en Fredagsrock-koncert i Tivoli til septemer.

Nu har det feterede popfænomen så sendt en særlig hilsen til sine fans på Instagram, hvor han takker forden særdeles varme modtagelse på festivalerne. I foråret gav Rahim sin første koncert efter hans angstrelaterede sygemelding i efteråret 2022, da han fyldte Ceres Arena i Aarhus og efterfølgende besøgte Odens, Aalborg og København.

"Tak for al den kærlighed, vi møder ude på festivalerne...både den fra min Odbjerg og alle jer andre skriver," skriver Rahim med henvisning til fredagens koncert i Middelfart, hvor kollegaen Andreas Odbjerg dukkede op som særlig gæst. Han fortsætter:


"Det er stort. Og svært ikke at boble over inden i. Kærlighed euforiserer mig. Tak. Taknemmelig for at være nået hertil. Efter at have været i så meget mørke. Da jeg skrev ting som 'skæbnen elsker os' og 'bunden er et springbræt' havde jeg brug for at tro på det. Jeg tvang mig selv til at tro på det," lyder det fra Rahim, som uddyber:

"Og jeg har brug for noget at tro på, når livet tester din røv for fuld styrke. Du har brug for den tro. Så du kan overkomme dig selv og komme videre. Så du kan blive ved med at gå. Til du går i lys. Og til sidst svæver i kærlighed, som lige her. De her shows har været meget intense at spille. At gå fra sange, der kommer ud af traume og smerte, som "Når mænd græder," til pludselig at bade i eufori på "Vi 1"," skriver Rahim og tilføjer:

"Det vækker stærke følelser at spille de her sange. Og skiftene mellem dem er ekstreme. Men jeg føler, at jeg bearbejder ting med hvert show. Og kommer længere væk fra angst og tættere på andre mennesker. Beder til guderne om at holde hånden over os. Og fortsætte denne her rejse mod lys," slutter Rahim. 


REPORTAGE: Stor mand mødte fanskaren i Aarhus

ANNONCE