Nyhed

MODTAGER BETALER: Carl Emil Petersen annoncerer koncerter

Den kritikerroste sangskriver tager nyt album med til landets fire største byer

I fredags (12. maj, red.) landede en helt ny single fra Carl Emil Petersen, i form af sangen "Modtager betaler." Samtidig forlød det, at der er nyt album på vej fra sangskriveren, som senest var aktuel med albummet Amager forbrænding i 2019. 

Nu annoncerer Petersen så fire koncerter i landets fire største til september og oktober. Du kan se turnéplanen herunder og købe billetter fra i morgen (den 17. maj, red.) klokken 10.00 lige her.

"Jeg glæder mig helt vildt til at præsentere et nyt album for jer, som er skabt til at blive spillet live. Intet er som før, men alligevel er alt ved det gamle. Stort band og store aftener i vente," skriver Petersen i opslag på sin Facebookprofil.


I en pressemeddelelse i forbindelse med sidste uges single-udgivelse fortalte Petersen om det kommende album - og om, hvorfor der er gået fire år, siden vi sidst fik nyt fra ham.

”"Efter min sidste plade satte jeg for første gang i min karriere tempoet ned. Har taget luft ind og fyldt min tilværelse med andet end musik. Næsten fire år er gået med store forandringer i mit liv, og jeg har denne gang ladet sangene komme, når de kom," fortæller Petersen og fortsætter:

"Nu står jeg med det album, jeg altid har ønsket at lave, men som krævede en tid og fordybelse, jeg ikke har fundet tidligere. Til september glæder jeg mig til at præsentere de nye sange og mit nye band til storslåede rockkoncerter. Intet er som før, men alligevel er alt ved det gamle, ” lyder det fra Carl Emil Petersen.


Man kan roligt glæde sig til efterårets fire koncerter. I al fald hvis man skal tro GAFFAs anmeldere, som gennem årene har smidt ikke så få stjerner og rosende ord efter livekunstneren Petersen.

Det var således både tilfældet, da vi anmeldte ham sidste gang i sommeren 2020, og ved tidligere koncerter på Train i Aarhus, på Wonderfestiwall på Bornholm, i Musikkens Hus i Aalborg, på Atlas i Aarhus og på Roskildes Arena-scene i 2017.

Turnédatoer efteråret 2023


29/9 - Skråen, Aalborg
30/9 - Posten, Odense
6/10 - Train, Aarhus
7/10 - Store Vega, København

Carl Emil Petersen drager på jubilæumsturné

 


ANNONCE