Programmet til den fynske festivals elektroniske scene er næsten fuldendt
Det har været et par tætpakkede dage med nyheder fra Tinderbox’ elektroniske scene, Magicbox. I mandags annoncerede de hovednavnet Armin van Buuren samt et unikt torsdagskoncept, hvor TooManyLeftHands har kurateret programmet. I dag er der føjet yderligere 13 navne til plakaten, og programmet til Magicbox-scenen 2023 er derfor også tæt på at være fuldendt.
Den nye musikpakke indeholder prominente navne fra både ind- og udland. En af de største tilføjelser er den brasilianske EDM-stjerne, Öwnboss. Öwnboss har figureret på den globale EDM-scene siden 2011, hvor han udgav singlen ”Move Your Body”. Singlen har i skrivende stund mere end 215 millioner streams på Spotify.
Blandt øvrige tilføjelser finder man også den tysk-kroatiske kunstner Topic og de to franske artister Ofenbach og Hugel. Derudover kan Magicbox-deltagere også se frem til koncert fra den hollandske duo W&W, der er kendt for at bryde med de traditionelle genrer, da de mikser både trance, electro og progressive house.
Tusindsårsskoven får også genbesøg af den hollandske house-pionér Fedde Le Grand, der har kæmpehits som ”Put Your Hands up 4 Detroit” og Ida Corr-samarbejdet ”Let Me Think About It” på samvittigheden.
Derudover er Baltzer, Joshwa, Kream, Marf, Pretty Pink og Prom Night føjet til plakaten.
Sidst, men ikke mindst, er der også et dansk navn blandt tilføjelserne til Magicbox. Her er der tale om duoen Pelle Peter Jencel og Nicholas Kawamura, der er kendt for deres radioprogram Lågsus, som de vækker til live igen i Tusindårsskoven.
Tinderbox løber af stablen fra den 22.-24. juni 2023 i Odense, og billetsalget er allerede i gang på Tinderbox.dk.