Nyhed

OSCARS 2023: Her er de musikalske højdepunkter

Rihanna, David Byrne og Lady Gaga stod for nogle af de musikalske stjernestunder søndag nat

Natten til mandag dansk tid blev der uddelt Academy Awards - eller Oscars - ved det traditionsrige prisshow, som i år fandt sted i Dolby Theatre i Hollywood, Los Angeles.

Og mens Everything Everywhere All At Once blev aftenens store vinder med i alt syv Oscars, var der vanen tro også adskillige musikalske højdepunkter i løbet af showet. Fra netop aftenens store vinderfilm Everything Everywhere All At Once fremførte Stephnaie Hsu, Son Lux og David Byrne sangen "This is a Life" - sidstnævnte iført de groteske pølserfingre, som også optræder i filmen.

Lady Gaga var ikke formelt programsat til at optræde, men dukkede ikke desto mindre op - karakteristisk udramatisk klædt i jeans og T-shirt - og sang "Hold My Hand" fra filmen Top Gun: Maverick.


"Jeg skrev den her sang i mit kælderstudie sammen min ven BloodPop til filmen Top Gun: Maverick. Den er dybt personlig for mig, og jeg tror, at vi allesammen har brug for hinanden," sagde stjernen fra scenen.

Aftenens måske allerstørste, musikalske stjernestund blev leveret af Rihanna, som for nyligt gjorde livecomeback ved Superbowl-finalens såkaldte half-time show. I Los Angeles i nat optrådte hun - naturligvis - med sin sang "Lift Me Up" fra filmen Wakanda Forever.

Den 35-årige superstjerne fra Barbados blev introduceret af en af filmens skuespillere, som benyttede lejligheden til at hylde kollegaen Chadwick Boseman, som siden sin medvirken i filmen er død af cancer i en alder af blot 43 år. 


"Hans kraftfulde kunst, hans magnetisme og uforlignelige menneskelighed satte aftryk i vores hjerter. Chadwick legemeliggjorde Wakanda-kongen T’Challa; den, som er udvalgt til at løfte, beskytte og passe på os," sagde Danai Gurira fra scenen og tilføjede:

"Hans eftermæle vil leve videre hos fremtidige generationer. Som vi siger i Wakanda: Tak, konge. Her kommer en anden kongelig, nomineret for årets originale sang, for at fremføre "Life Me Up" - Rihanna."

På scenen i Dolby Theatre i nat var også Lenny Kravitz, som spillede sangen "Calling All Angels" (fra 2004-albummet Baptism) i forbindelse med en mindehøjtidelighed for de navne, som filmbranchen har mistet i det forløbne år. Blandt de navne, som blev mindet, var Olivia Newton-John, Vangelis, Jean-Luc Godard, James Caan, Ray Liotta og Angelo Badalamenti.

Prisen for årets soundtrack gik til musikken fra krigsfilmen All Quiet on the Western Front, mens prisen for årets orginale sang tilfaldt "Naatu Naaatu" fra den indiske film RRR.


Se Beyoncés storslåede Oscar-optræden

ANNONCE