Den amerikanske EDM-stjerne vender tilbage efter seksstjernet koncert sidste sommer
Tilbage i september 2022 udgav EDM-stjernen Steve Aoki sit seneste album, Hiroquest: Genesis. Blot et par måneder forinden havde Aoki været forbi København for at give en seksstjernet koncert for et særdeles feststemt publikum på festivalen AiaSound. Næsten lige så begejstret var vor anmelder, da Aoki besøgte Tinderbox i Odense for fem år siden.
Nu har den 45-årige dj fra Miami, Florida, så meddelt, at han vender tilbage til Danmark om få uger. Den 27. april optræder Aoki på Stagebox i København, hvor han deler plakaten med danske Emil Lange. Lange har en ja, lang, dj-karriere bag sig og har de seneste på år markeret sig med singlerne "10 år" (med Orgi-E fra Suspekt), "Fuck dig" (med Tobias Rahim) og "Langt liv" (med Benjamin Hav).
Steve Aoki har mere end 21,5 millioner månedlige lyttere og mere end ni milliarder streams på Spotify og har foruden egne produktioner markeret sig med stjernspækkede samarbejder som "Pursuit of Happiness (feat. Kid Cudi)," "Boneless (feat. Chris Lake og Tujamo)" og "Waste It On Me (feat. BTS)." Aokis shows er kendt for deres løssluppenhed og skøre indslag som kagekast.
For ti år siden gik det grueligt galt ved en af hans koncerter. Under et show på San Diegos Hard Rock Hotel i 2013 smed Aoki en redningsbåd ned i publikum, kravlede op på noget sceneudstyr og hoppede cirka seks meter ned fra en balkon. Uheldigvis stod en kvinde ved navn Brittany Hickman direkte nedenunder båden, og hendes nakke brækkede, da Aoki landede fra balkonen.
Det officielle billetsalg til koncerten på Stagebox starter mandag d. 13. marts kl. 14.00. Allerede 48 timer før er der dog forsalg for modtagere af Stageboxs nyhedsbrev.
ANMELDERNE HAR ORDET: Årets 15 bedste album ifølge Adam Bouttai