Nyhed

TRAFIKULYKKE: Tidligere Artillery-trommeslager Josua Madsen død i en alder af 45 år

Trommeslageren havde øvet med nyt band da han blev påkørt af en bus i onsdags

Tidligere på året meddelte det navnkundige, københavnske trashmetalband Artillery, at de havde fundet en ny trommeslager til dette forårs turné i Sydamerika. Og nu er deres tidligere trommeslager, Josua Lander Madsen, død i en tragisk ulykke.

Det skriver Sjællandske Medier, som kan fortælle, at den 45-årige trommeslager blev ramt af en bus i mørket på vej fra Høje Taastrup Station til sit hjem i landsbyen Vridsløsemagle. Han havde ifølge sin mor, Joan Junggren, været afsted for at øve med et nyt band.

"Jeg er så ked af det. Josua var på vej hjem til Vridsløsemagle, efter at han havde været ude at øve med sit band. Han kendte vejen ud og ind og har gået ruten i mange år," udtaler Joan Junggren til Sjællandske Medier.


På deres Facebookside har Artillery - som p.t. er på turné i Sydamerika - sendt en sidste hilsen til deres tidligere trommeslager, ledsaget af sangen "The Last Journey."

"'The Last Journey' blev indspillet som en hyldest til afdøde Morten Stützer. Tidligere medlemmer af Artillery medvirkede. Desværre er vores tidligere medlem, bandkammerat og kære ven Josua Madsen på sin sidste rejse nu," lyder det fra bandet.
Morten Stützer var guitarist i Artillery og bror til bandets anden guitarist, Michael Stïtzer. Han døde i 2019 i en alder af blot 57 år. 

Josua Madsen optrådte sammen med resten af Artillery på sidste års Copenhell Festival, hvor GAFFAs anmelder fremhævede netop Madsen og hans indsats i bandet:


"Ingen falder igennem i dette hårdt arbejdende ensemble – dog må jeg fremhæve trommespillet fra Josua Madsen, som er tæt på at levere festivalens indtil videre mest intense trommespil. Den mand har travlt!," lød det fra vores anmelder.

Æret være Josua Landers Madsens minde.

ANMELDELSE: Imponerende bedrift fra hæderkronet thrash-institution


ANNONCE