Nyhed

BEDST LIGE NU: 10 nye og håndplukkede tracks

Du vil gerne vide, hvad der rører sig på musikfronten? Lyt her!

A Mess – Gender Traitor

"Get off my back, don't doubt my don’ts they are mine to make. You're a gender traitor!" – danske Dorthe Hartmann med alt pop-aliasset A Mess laver et opråb til sine medsøstre om, at de skal huske at bygge hinanden op frem for at pille hinanden ned. Stærke kvinder støtter kvinder, bum!

 


 

Brimheim – Brand New Woman (feat. eee gee)


To af landets stærkeste stemmer synger om at bryde rammerne og lade vildskaben titte frem i en verden, hvor kvinderollen er rigid og outdated. Brimheims dragende altstemme og eee gees lysere vokal og kor-arrangementer er den cocktail, vi alle har ventet på at kunne varme os på.

 


 

Dua Lipa – Houdini

En smagsprøve på den længeventede efterfølger til 2020-albummet Future Nostalgia? Dua Lipa er gået sammen med blandt andet Tame Impala-frontmanden Kevin Parker på nummeret ”Houdini”, der er et mørkt, sprødt clubtrack, der handler om at gribe chancen, inden den er pist væk – med tilhørende hot musikvideo.


 

 


Clarissa Conelly – Wee Rosebud

Som en fin, lille rosenknop, der vender sit ansigt op mod solen! Clarissa Conelly fejrer at være blevet signet på pladeselskabet Warp Records med den 1600-tals-inspirerede hymne. ”Wee Rosebud”, der får forårsfornemmelserne i flor, uanset hvor gråt og trist, det er udenfor. Tillykke!


Dos Santos – Endnu En Dag

Danske Dos Santos laver sange, som bearbejder emner som tab, smerte og ensomhed med farverige små perler af popmusik. Lyden trækker inspiration fra Brasilien, hvor Santos’ mor – som han mistede allerede som 13-årig – kommer fra. Definitionen af at danse sorgerne væk og aktuel med en ep den 8. december.


Duran Duran – Psycho Killer

Det kræver stort mod at begive sig ud i at fortolke en vaskeægte klassiker, men når man griber det an med panorerende lyd-effekter, slap-bass og en indlevelse, der næsten kan måle sig med David Byrnes, må man godt! Duran Duran er ude med deres 16. album, hvor de fortolker Talking Heads’ største hit.


Ilma – Purpose

Gilli, Kesi og D1MA, ryk en balle – for lige om lidt sniger dansk/bosniske ILMA sig op på toppen af hitlisterne med sin mørke r’n’b. Ilma undersøger kærlighedens skyggesider, identitet og afhængighed og folder det hele smukt ud på sit debutalbum Everything I Love Is Killing Me, der udkom 10. november.


Megan Thee Stallion – Cobra

Stjernerapperen Megan Thee Stalion leverer rapbars om livets skyggesider – alkoholmisbrug, depression og angst – helt uden filter og med overbevisende snilde og flow. Distortede guitar-riffs og -soloer pryder den ærlige fortælling. Attitude og rocktråd kan gøre selv de mørkeste dage lidt lysere.


Takykardia – Jaw Dance

Højre, venstre, højre, venstre. Måske er det et tick, eller også har din kammerat været ude med snuden i festsneen. Det stærke indie-artpop-projekt Takykardia er ude med et nyt udspil, der handler om ubehaget ved at være tilskuer til en med raslende kokainkæber eller coke jaws. Don’t do drugs, kids!


Yaeji – easy breezy

Bossa nova-, drum ’n’ bass- og electroica-elementer. Det lyder måske som umage makkerpar, men amerikansk-sydkoreanske Yaeji får det i den grad til at fungere på sin seneste udgivelse. Sangen handler om at se forandring i øjnene med gåpåmod og latter. Med Yaeji i ørene virker det faktisk nemt nok!


 

ANNONCE