Ny interviewrapport undersøger, hvorfor mange musikere på et tidspunkt bliver nødt til at lede efter spillelysten og glæden ved deres virke
Alle som har betrådt musikskolernes gulve eller leget rockstjerne på børneværelset, har nok på et tidspunkt haft en forestilling om, at musikerlivet må være det ypperste, man kunne opnå som musikelsker. Tænk, at kunne leve af at spille musik!
Virkeligheden viser sig dog anderledes for mange danske musikskabere og -udøvere, der ofte skal kæmpe mod kunstnerisk og økonomisk pres samt urealistiske forventninger til karrieren. Det viser en ny interviewrapport Når musikere mister glæden ved musik, som har samlet 18 interviews med musikere på tværs af stilarter, køn, alder samt geografi. Rapporten er udarbejdet af lektor på Rytmisk Musikkonservatorium og musiker Henrik Marstal med støtte fra Koda Kultur og Dansk Musiker Forbund.
Blandt de 18 interviews finder rapporten flere gennemgående tematikker fra de deltagende musikere. Flere nævner stress over en usikker økonomi eller deres alder, som bliver suppleres af angst eller permanent lavt selvværd. Også mangel på anerkendelse og værdsættelse påvirker de deltagende musikere, hvor flere nævner, at urealistiske forhåbninger og falske forventninger forstærker følelsen af at føle sig "snydt" af branchen.
En af interviewpersonerne er musiker og sanger Marc Facchini, som netop understreger, hvor meget falske forhåbninger påvirker trivslen i virket som spirende musiker:
- Dengang, hvor jeg var i tyverne, ville jeg gerne have hørt branchefolk fortælle mig noget andet, end hvor stort det her kunne blive. Tænk hvis de i stedet havde vist os alle de andre succesparametre, der findes, og ikke bare talt løs om Ugens Uundgåelige og Orange Scene. Og tænk, hvis de måske endda havde spurgt os: Hvordan kan I skabe et sundt og bæredygtigt liv med musikken?, siger Marc Facchini i rapporten.
Rapporten viser, at problematikkerne kommer til udtryk i mistrivsel og psykiske samt fysiske lidelser hos musikerne. I sidste ende kan dette resultere i, at nogle føler sig tvunget til at opgive faget på trods af lange uddannelser og karrierer.
En anden interviewperson der har mærket presset på egen krop, er musiker Michael Vesterskov:
- I 2018 fik jeg hjertestop og blev genoplivet. Blot en måned senere stod jeg dog på scenen igen, selvom jeg var udmattet og meget nervøs. Men hvad skulle jeg ellers gøre? Der skulle jo tjenes nogle penge, siger Michael Vesterskov i interviewet.
Opråb til handling
Rapporten med de mange beretninger fra et belastet virke som musiker, skal være med til at kaste lys over branchens udfordringer, så institutioner og organisationer kan gøre en forskel for miljøet. Én af dem er foreningen Autor / Komponister og Sangskrivere, som også har bidraget med støttemidler til rapporten. Forperson i Autor Anna Lidell fortæller, at rapporten forhåbentlig kan være med til at forbedre situationen for andre i branchen:
- Når vi har opfordret vores medlemmer til at medvirke, er det ikke bare for, at de kan få luft for egne frustrationer. Det har også at gøre med ønsket om at gøre andre i musiklivet klogere og måske derved bidrage til, at andre undgår at komme i lignende situationer, fortæller Anna Lidell i en pressemeddelelse.
Hele rapporten med alle 18 interviews kan læses her.