Dansk forfatters internationalt anerkendte bog om Nick Drake er endelig udkommet herhjemme
Det er en bemærkelsesværdig historie, der ligger bag Gorm Henrik Rasmussens Pink Moon - en fortælling om Nick Drake, som udkommer den 17. november.
Den svært depressive Drake gik bort som blot 26-årig i 1974 efter at have udgivet bare tre album. I mange år forblev de tre album en velbevaret hemmelighed for en mindre skare af dedikerede fans.
I 00'erne begyndte der imidlertid at ske noget: Med tre årtiers forsinkelse fik flere og flere øjnene op for sangskriveren Drakes kvaliteter, og idag er han en decideret legende og referencepunkt for en lang række yngre musikere.
Danske Gorm Henrik Rasmussen opdagede Drakes svanesang Pink Moon allerede i slutningen af 70'erne - og blev så fascineret at albummet, at han besluttede at opsøge Drakes efterladte forældre og skrive en bog om den afdøde sangskriver.
Resultatet udkom på forlaget Hovedland i 1986 under titlen Pink Moon: Sangeren og guitaristen Nick Drake. Siden udkom bogen på både engelsk til glæde for Drakes internationale fanskare - og i 2012 udsendte Rasmussen en revideret opdateret udgave af bogen på både engelsk og spansk.
Det er denne udgave, som nu udkommer på dansk - inklusive uddrag fra korrespondance med Drakes forældre, som fulgte den unge Rasmussens besøg og kom til at strække sig over otte år.
GAFFA anmeldte den engelske udgave tilbage i 2012 og noterede blandt andet i den forbindelse:
"At sige, at Rasmussens bog har internationalt forrmat siger ikke noget som helst. Så lad mig i stedet nøjes med at konstatere, at det slet og ret er en særdeles læseværdig bog - både for indforståede fans og for den, som ønsker en indgang til Nick Drakes lille, store værk."