Den ukrainske Eurovision-vinder anklages for at sprede misinformation om krigen af de russiske myndigheder
Den ukrainske sanger og Eurovision-vinder Susana Jamaladinova - som optrådte med kunstnernavnet Jamala til showet i 2016 - er blevet føjet til en russisk liste over eftersøgte personer ifølge de russiske statsmedier. Det skriver nyhedsbureauet AP. Det russiske indenrigsministerium skulle have tilføjet sangeren til listen med anklagen om at have overtrådt russisk lovgivning ved at sprede falsk information om Ruslands militær og krigen i Ukraine. Det beretter det uafhængige oppositionsmedie Mediazone, som blandt andet dækker menneskerettigheder ifølge AP.
Ukrainske Jamala vandt Eurovision Song Contest i 2016 med sangen "1944". European Broadcast Union står bag musikkonkurrencen, og en del af reglementet handler om, at sange ikke må indeholde politiske budskaber i konkurrencen. Alligevel slap "1944" gennem nåleøjet på trods af store protester fra Rusland, som beskyldte Jamala for at referere til storpolitik.
Sangen er nemlig en direkte reference til året under 2. verdenskrig, hvor den ukrainske folkegruppe Krimtatarene blev forfulgt, deporteret og dræbt af sovjetiske soldater efter ordre fra Josef Stalin, som beskyldte folkegruppen for at samarbejde med nazisterne. Sangens omkvæd blev sunget på krimtatarisk, hvilket gjorde det til første gang i konkurrencens historie, at sproget blev brugt i en Eurovision-sang. Arrangøren EBU vurderede dog, at "1944" ikke overtrådte reglementet, da der ikke indgik en direkte reference til Rusland eller Sovjet Unionen, og Jamala endte med at løbe med trofæet, da sangen vandt konkurrencen i 2016, som blev afholdt i Stockholm.
Se selv Jamalas finale-optræden herunder:
LÆS OGSÅ: Ny single sætter fokus på kvinders kamp for en plads i musikbranchen