Nyhed

BREAKING: Rammstein tager på turné i 2024

Den tyske musikmastodont rejser sig igen efter alvorlige anklager mod forsanger Till Lindemann og hans hold

Det har formentlig undsluppet de færreste GAFFA-læseres opmærksomhed, at tyske Rammstein og deres forsanger Till Lindemann de seneste måneder har været genstand for en række særdeles alvorlige anklager om overgreb i forbindelse med bandets koncerter.

På grund af den alvorlige situation meddelte gruppens pladeselskab tilbage i juni, at de satte alle PR-aktiviteter omkring bandet i bero. Og omtrent samtidig delte bandets trommeslager, Christoph Schneider, en besked på sociale medier, hvor han distancerede sig fra Lindemann:

"Alt, hvad jeg har fået med fra Tills fester, var voksne mennesker, der festede med hinanden. Og alligevel er tilsyneladende ting sket, som – også hvis strafferetligt okay – jeg ikke personligt bryder mig om. Særlige strukturer er vokset, som går ud over grænserne og værdierne hos resten af bandet," skrev Schneider og tilføjede:


"Det er derfor vigtigt for os at pointere, at Tills fester ikke skal forveksles med vores officielle aftershow-partyer. Till har fjernet sig fra os i de seneste år og skabt sin egen boble. Med egne folk, egne fester, egne projekter. Dette har gjort mig ked af det."

Nu er eventuel tvivl om Rammsteins fremtid dog tilsyneladende manet i jorden. Det stærkt succesfulde band har nemlig netop annonceret, at de tager på turné til næste år - og samtidig officielt startet nedtællingen til starten på billetsalget, som går i gang den 18. oktober klokken 11.00 - med særligt forsalg for medlemmer af bandets fanklub to døgn tidligere.

Der er endnu ikke offentliggjort konkrete datoer fra bandet, som seneste kunne opleves tilbage i juni, hvor de gav to udsolgte koncerter i Odense. 


BAKSPEJLET: Her er alle Rammsteins danske koncerter

ANNONCE