Nyhed

ENDELIG KOM DEN: Peter Gabriel offentliggør datoen for første nye album i 21 år

For fans bliver december ekstra god, når Gabriel udgiver sit længe ventede comebackalbum

Siden starten af året har tidligere Genesis-frontmand Peter Gabriel teaset for sit kommende album I/O – Gabriels første nye album i 21 år.

Ti single-smagsprøver er det blevet til, hvoraf den seneste, ”This is Home”, udkom i slutningen af september. Men nu deler Gabriel nyheden om, at fans kan se frem til en tidlig julegave, når hele albummet landet den 1. december.

Gabriel har gennemtænkt udgivelsen af sit kommende album helt ned til de mindste detaljer. Den første single ”Panopticom” udkom på en fuldmåneaften, og sidenhen er alle de efterfølgende singler udkommet på samme måde.


”Efter et år med fuldmåneudgivelser er jeg meget glad for at se alle disse nye sange sammen igen på det gode skip, der er I/O, og de er klar til deres rejse ud i verden,” udtalte Gabriel om albummet i en pressemeddelelse. Det skriver Pitchfork.

Det nye album I/O indeholder i alt 12 sange i forskellige mix-versioner: Et såkaldt ”Bright-side Mix” af Mark ”Spike” Stent og et ”Dark-side Mix” af Tchad Blake.

”Vi har to af de største mixere i verden i Tchad og Spike, og de bringer helt sikkert forskellige karakterer til sangene,” udtalte Gabriel videre i pressemeddelelsen. ”Tchad er i høj grad en billedhugger, der bygger en rejse med lyd og drama. Spike elsker lyd og at samle disse billeder, så han er mere en maler.”


Tilbage i maj måned lagde Peter Gabriel vejen forbi Danmark og præsenterede nogle af sine nye sange, da han spillede koncert i Royal Arena. GAFFAs anmelder Henrik Friis gav koncerten fem stjerner og noterede, at den 73-årige legende gav en koncert, der pegede fremad:

”Inden konklusionen kom med genkendelsens glæde i “Solsbury Hill”s livsoptimisme, evigsmukke “In Your Eyes” og så “Biko”s kontante minde om, at der til evighed skal kæmpes for den personlige frihed. Et stærkt, tungt anker til enhver Gabriel-koncert. Vi har oplevet fine stunder i de mellemliggende 21 år: Turneerne omkring Scratch My Back-coverudgivelsen, orkesterversionerne af egne sange og So’s 25-års jubilæum. Men det her pegede for alvor fremad – igen. 1000 tak for det, Peter,” lød Friis’ konklusion.

Hør den nyeste single fra Gabriels kommende album


KLASSIKEREN FYLDER 20: Peter Gabriel reflekterer over liv og død

ANNONCE