Jubilæumsudgaver af to halvfemser-album følges nu op af helt nyt materiale fra Billie Joe Armstrong og kompagni
Det er gode tider for fans af amerikanske Green Day. Sidste år gæstede halvfemser-heltene København - og i år har vi fået store, udvidede jubilæumsudgaver af først Nimrod (1997) og senest Dookie (1994).
Nu har bandet så annonceret deres første nye studiealbum siden 2020-udspillet Father of All Motherfuckers - et album, som ikke ligefrem blæste GAFFAs anmelder omkuld ved udgivelsen for tre år siden.
Han tildelte albummet tre stjerner og bemærkede at sangene fremstod som "pasticher, der i højere grad påkalder opmærksomhed til den tid, de er inspireret af, end til sig selv som sange."
Til gengæld gav 2020-udspillet GAFFA lejlighed til at møde bandet til et interview i Madrid - en aftale, som dog ikke gik helt som forventet på grund af en alvorlig trafikulykke.
Det kommende album har fået titlen Saviours og er skabt i samarbejde med produceren Rob Cavallo, som også var inde over både Dookie, Insomniac, Nimrod, American Idiot og Bullet in a Bible. Du kan se og høre førstesinglen "The American Dream is Killing Me" under artiklen.
Ifølge en pressemeddelelse var sangen en af de sidste, bandet indspillede til albummet - men altså ikke desto mindre den første, som udkommer officielt. "Så snart, vi havde lavet den, sagde vi 'okay, den her skal ud først'," fortæller forsanger Billie Joe Armstrong - her citeret fra Pitchfork.