Nyhed

HVISKEN I EKKOKAMMERET: Chelsea Wolfe annoncerer album og giver en forsmag med ny single – se musikvideoen

Wolfe er snart aktuel med sit første fuldlængde-album der udkommer til februar

Chelsea Wolfes musik er tidligere blevet beskrevet som et dommedagsagtigt mix af gotisk rock, metal og folk, og selv er hun blevet kaldt ”mørkets dronning”, ”mørkets fyrstinde” og ”mørkets stjerne”.  

Nu annoncerer den amerikanske sanger og sangskriver med de mørke associationer sit første fuldlængde album. Albummet har titlen She Reaches Out to She Reaches Out to She og udkommer den 9. Februar 2024. Det skriver Pitchfork.

I en pressemeddelelse udtaler Wolfe om temaet bag albummet:


”Det er en plade om et fortidens selv, der rækker ud til det nuværende selv, som igen rækker ud til det fremtidige selv for at kalde på forandring, vækst og vejledning. Det er en historie om at frigøre dig selv fra situationer og mønstre, der afholder dig fra at opnå empowerment i dit eget liv. Det er en invitation til at træde ind i din autenticitet,” fortæller Wolfe i pressemeddelelsen.  

Sammen med annonceringen af det nye album udgiver Wolfe også sin nye single ”Whispers in the Echo Chamber”, som følger førstesinglen ”Dusk” fra september.

Når She Reaches Out to She Reaches Out to She udkommer i det nye år, bliver det også Wolfes første soloalbum siden Birth of Violence fra 2019. GAFFAs Simon Heggum anmeldte Birth og Violence ved dets udgivelse og kvitterede med fem stjerner til et album, som han kaldte for Skræmmende poltergejstfolk fra mørke kamre.


”På titelsangen når Wolfes stemme sirenestadiet i sangens crescendo, og på pladens hovedsang ”Deranged from Rock n’ Roll” slipper hun hele sin vokale styrke løs. Samtidig spiller en stærkt kompresset og nedtonet version af fortidens metal-påvirkning med et sted i nærheden. Pladen emmer af instrumentale detaljer, som eksempelvis spøgelses-synths på ”American Darkness” og de Swans-inspirerede trommer på den fantastiske åbner ”The Motherload”,” hed det blandt andet i anmeldelsen.

Se musikvideoen til Wolfes nye single


Koncertaktuelle Chelsea Wolfe: ”Jeg har altid været ret ligeglad med at passe på mig selv”

ANNONCE