Nyhed

STILHEDEN ER BRUDT: Greta er tilbage og gør op med jagten på den evige eufori

Greta melder sin tilbagekomst til musikken med en omgang energisk synthpop

I 2020 fejede elektropop-stjernen Greta benene væk under GAFFAs anmelder Johanne Nedergaard, da hun debuterede med albummet Ardent Spring:

"Greta er stavet med blokbogstaver, og det er der god grund til. Det er nemlig et navn, der kommer til at cementere sig på den danske drømmepop-scene og vil blive husket længe. For hun kan fandeme finde ud af at smede 80'er-inspirerede, støvede og udfordrende pop-akkompagnementer sammen til den store guldmedalje,” skrev Nedergaard dengang. 

De efterfølgende to år fortsatte Greta med at markere sig som en kunstner, der var værd at holde øje med. Først med en optræden på Roskilde Festival i 2021 og senere med det andet albumudspil Forever We’ll Be Dancing.


Men så blev der pludselig stille hos den tysk-fødte sanger, der midt i succesen også oplevede det livsomvæltende ved at blive mor. Sidenhen har Greta ikke givet musikalsk lyd fra sig – indtil nu. For nu vender hun tilbage med en helt ny single.

Singlen har titlen ”Never Enough” og beskrives som en synthpop-refleksion over vores endeløse jagt på det større og bedre. I en pressemeddelelse uddyber Greta:

”I min generation er der et kæmpe fokus på selvrealisering, på at udleve vores største drømme, men vi ender ofte i en rastløs halsen efter den store lykke, styret af fomo og manglende evne til at være til stede i nuet. Den her sang handler om dobbeltheden i drømmen om den evige eufori – om at ønske at gøre op med den, men samtidig også længsel og søgen efter den.”


Gretas seneste album Forever We’ll Be Dancing modtog fem stjerner af GAFFA, som kaldte det ”den euforiske eskapisme i en nat på dansegulvet”.

”Greta indkapsler nattelivets rus, dansegulvets eskapisme og den ambivalens, der kan følge ved både at være ekstremt forbundet og føle sig helt alene. Og ironisk nok er det alt sammen kommet til i en isolationstid. Trods det har musikeren eksperimenteret med mere hårdtslående produktioner og turdet at udvide sit udtryk ikke kun sonisk, men også med hele tre kompositioner på modersmålet. Forever We’ll Be Dancing er et album, vi trænger til, hvis ikke til dansegulvet, så til dagdrømmeriet,” lød konklusionen i anmeldelsen.  

Hør Gretas nye single "Never Enough"


VELKOMMEN TIL GRETA 2.0: ”Jeg tror, det kan fungere rigtig godt sammen – barn og karriere”

 


ANNONCE